Samfund

KLAR Forsyning vil vise en ny side af sig selv

Hvilke opgaver løser en forsyningsvirksomhed i grunden? Det vil KLAR Forsyning gøre deres kunder klogere på ved at gå på Facebook.

KLAR Forsyning vil gerne vise sine kunder hvilke opgaver det egentlig er, de løser. Derfor er virksomheden nu gået på Facebook for at give deres kunder et bedre indblik i hverdagen i en forsyningsvirksomhed.

– Facebook giver os en mulighed for at vise en anden og mere personlig side af vores virksomhed. Vi vil gerne give folk et dybere indblik i vores opgaver og de projekter, vi laver både inden for klimatilpasning, håndtering af spildevand, levering af drikkevand og håndtering af affald, forklarer administrerende direktør i KLAR Forsyning, Line Wilchen Hollesen.

Kommunikation er et fokuspunkt

KLAR Forsyning blev til i en sammenlægning af Greve Solrød Forsyning, Stevns Forsyning og Energiforsyningen i Køge i starten af 2016, og et af virksomhedens fokuspunkter er information og kommunikation til kunderne.

– Facebook er en del af vores samlede strategi for, hvordan vi bliver mere synlige for vores kunder. Vi arbejder samtidig med at blive mere synlige i medierne og gøre vores kommunikation omkring for eksempel projekter endnu bedre blandt andet ved at give vores projektbeskrivelser et løft på vores hjemmeside, siger Line Wilchen Hollesen.

Direkte link til KLAR Forsyning på facebook.

Fakta om KLAR Forsyning

KLAR Forsyning står for håndteringen af spildevand i Køge, Greve, Stevns og Solrød kommuner, for affald i Greve Kommune, for den fælles genbrugsplads i Greve og Solrød Kommune og for vand- og varmeforsyning i en del af Køge Kommune.

Kommentarer