Hårlev

KLAR til at forsyne 152.000 borgere

klar_forsyning

Stevns Kommune: Det nye fælles forsyningsselskab er efter et intenst forarbejde nu klar til selskabets første officielle arbejdsdag den 1. januar 2016.

KLAR Forsyning er en sammenlægning af Energiforsyningen Køge, Greve Solrød Forsyning og Stevns Forsyning, som er ejet af de fire kommuner. Det nye fælles selskab betjener i alt 152.000 borgere.

Det skal bare fungere

KLAR Forsyning står for at rense spildevand i de fire kommuner, for håndtering af affald i Greve Kommune, for den fælles genbrugsplads i Greve og Solrød kommuner og for vand- og varmeforsyning i en del af Køge Kommune.

– Det er alt sammen noget, der bare skal fungere, og det gør det også fra 1. januar. På kort sigt vil vores kunder ikke mærke nogen forandring, andet end at vi har fået nyt navn og telefonnummer og ny hjemmeside, fortæller KLAR Forsynings administrerende direktør Line Hollesen.

Sikker forsyning

Det langsigtede mål er en høj effektivitet, som sikrer gode løsninger til en fornuftig pris.

– Vi løser nogle vigtige samfundsopgaver, og det må ikke gå galt med at rense spildevandet og villaområder må ikke stå under vand. Affaldet i Greve skal hentes og der skal være vand i hanerne i Køge. Så vi har hele tiden fokus på at løse opgaverne inden for alle områder. Fusionen mellem de tre selskaber sikrer, at vi bruger de samlede ressourcer bedst muligt, forklarer Line Hollesen.

Hun bliver direktør for 90 medarbejdere. KLAR Forsyning har hjemme på Revlen 2 i Køge. Desuden driver selskabet en række bemandede anlæg i de fire kommuner.

Klare mål

Med det nye navn signalerer KLAR Forsyning, at selskabet har en helt klar opgave og klare mål.

– Det er sikker forsyning og effektiv drift. Vi leverer og er klar døgnet rundt, og sker der et uheld, sætter vi hurtigt ind. Det har vi forpligtet os til ved at kalde os KLAR Forsyning. Vores navn signalerer også gennemsigtighed og åbenhed. Vi er ejet af kommunerne og er til for borgerne i de fire kommuner. De må gerne vide, hvad vi gør og hvordan, lover formanden for KLAR Forsynings bestyrelse, byrådsmedlem Marc Genning fra Greve Kommune.

For ham og bestyrelsen er kundeservice, klimatilpasning og sikker forsyning i højsædet.

– Vi er til for borgernes skyld. Det har vi hele tiden i baghovedet. Tingene skal være i orden, og kunderne skal have en god service til fornuftige priser. Det skal det nye selskab være garanten for, siger Marc Genning.

Foto: Medarbejderne hos KLAR forsyning.

Kommentarer