Klarinetfestivalen starter med en jazzkoncert
I anledning af deres 25 års jubilæum har Kulturloftet arrangeret en klarinetfestival fra den 19. juni til den 27. juni
Mandag den 19. juni klokken 20.00 indledes klarinetfestivalen med en jazzkoncert i Mødestedet Snurretoppen, Algade 32 i Store Heddinge.
Her spiller Jørgen Svare Jazz Vibes featuring Benita Haastrup, Jens Skou Olsen og Kåre Munkholm.
Jazzklarinettist og kapelmester Jørgen Svare havde sin debut i det københavnske traditionelle jazzmiljø først i 1950erne og blev fuldtidsprofessionel musiker, da han sammen med basunisten Arne Bue Jensen grundlagde Papa Bue’s New Orleans Jazz Band i juni 1956. Han spillede og turnerede over hele verden med dette orkester, nu kendt som Papa Bue’s Viking Jazz Band, i de følgende 3 årtier.
Læs også: Den store klarinetfestival starter mandag
Jørgen Svare forlod Papa Bue i 1985 for at danne sin egen trio i det klassiske jazzformat med piano og trommer. Derefter har han spillet i forskellige konstellationer med et løbende udvalg af den velforsynede danske bassistpulje. I hele sit karriereforløb har Jørgen Svare medvirket på utallige single, ep, lp og cd produktioner – mere end 1.300 titler.
I 2015 tog Jørgen Svare for at prøve noget nyt kontakt til trommeslager Benita Haastrup, bassisten Jens Skou Olsen og vibrafonisten Kaare Munkholm for at lufte en idé om samarbejde i en ny gruppe. Resultatet heraf blev Jørgen Svare Jazz Vibes, der i efteråret 2015 indspillede en CD.
Trommeslager Benita Haastrup er uddannet fra Rytmisk Konservatorium i 1992. Har modtaget The Ben Webster Prize i 1998. Sunset Jazz Hornbæk Prisen i 2007 samt endelig Danish Music Award 2012 som årets børnejazznavn. Har i årenes løb spillet og turneret i ind- og udland med et utal af musikere. Hun er fast orkestermedlem af Sophisticated Ladies og har sin egen trio DrumDrum med Jens Skou Olsen og Kaare Munkholm.
Jens Skou Olsen er bassist og har snart i en menneskealder lagt den dybe bund under en lang række ind- og udenlandske stjerner.
Kaare Munkholm er en Danmarks allertravleste vibrafonister. Han spiller med en perlerække af danske og udenlandske musikere og orkestre. Han er uddannet fra Rytmisk Konservatorium, hvor han også har undervist i en lang årrække.
Der venter publikum en udsøgt jazzkoncert i Snurretoppen med toppen af dansk jazz.
Billetprisen er 200 kroner, dog kun 150 kroner for medlemmer af Kulturloftet. Medlemskab af Kulturloftet koster 150 kroner.
Billetter kan købes/bestilles på www.kulturloftet.dk og www.snurretoppen.net.
Overskydende billetter sælges i døren.
Festivalens formål er at præsentere klarinetten som instrument i forskellige musiske sammenhænge, fra jazz over klezmer til bulgarsk inspireret folkemusik samt klassisk musik med forskellige besætninger.
Kommentarer