Klassiske biler mødes på Nytorv i Store Heddinge
Store Heddinge: Der er biltræf for klassiske biler på Nytorv i Store Heddinge, hver søndag klokken 18.
Hver søndag fra klokken 18.00 er der biltræf for klassiske biler på Nytorv i Store Heddinge. Træffet er for alle med biler, der er over 25 år gamle, og alle bilmærker er velkomne.
– Kom til Torvet i Store Heddinge i din sjove, flotte, spændende bil og mød nye mennesker med samme interesse. Alle bilmærker er velkomne og der er en super god grill på torvet, skriver initiativtageren Martin Denni Nielsen fra Store Heddinge.
Han har sammen med en kammerat taget initiativet til møderne, der har fundet sted siden august. De har hentet inspirationen fra de store biltræf, der foregår ved Køge Lystbådehavn på mandage og ved Roskilde Vikingeskibsmuseum på torsdage.
Ejerne af de klassiske biler håber at mange vil lægge vejen forbi for at se på de flotte biler og de svarer selvfølgelig gerne på spørgsmål om bilerne.
Biltræffene fortsætter så længe der ikke saltes på vejene og tages op igen til foråret.
Man kan følge ”Kør til Store Heddinge” på Facebook.
Interesserede som vil vide mere kan henvende sig til Martin Denni Nielsen via e-mail Mols73@gmail.com
Fotos: Martin Denni Nielsen
Kommentarer