Klima- og Energigruppen Stevns hædres af SEAS-NVE
10 projekter modtager hver 10.000 kroner fra SEAS-NVE’s donationsprogram. Klima- og Energigruppen Stevns er en ud af de 10, der er blevet udvalgt blandt 383 ansøgere.
I alt 100.000 kroner uddeles i disse dage til ti forskellige fællesskaber i region Sjælland. Forskelligheden i projekterne er til at tage at føle på: alt fra et ødelagt udeareal efter stormen Urd, en forening af kode- og programmeringspirater til en byggefestival i et gammelt teglværk er blandt de ti udvalgte, der modtager støtte fra SEAS-NVE’s donationsprogram.
– Vi er overvældede over den store entusiasme, som de i alt 383 ansøgere har lagt for dagen. Det er ikke nemt at vælge ti fællesskaber ud blandt så stærkt et ansøgerfelt, men det er samtidig med stor glæde, at jeg på vegne af SEAS-NVE kan være med til at støtte ti så forskellige og betydningsfulde lokale fællesskaber. At få en hjælpende hånd på det rette tidspunkt kan i nogle tilfælde være netop det, der skal til, for at et fællesskab kan drives videre, siger administrerende direktør i SEAS-NVE, Jesper Hjulmand.
SEAS-NVE støtter lokale initiativer og arrangementer med ti donationer af hver 10.000 kroner for at kunne være med til bidrage til fællesskabet og udviklingen i region Sjælland. Uddelingen af de i alt 200.000 kroner sker to gange om året i marts og i september.
Klima- og Energigruppen KLIM er en forening på Stevns, bestående af politikere og andre borgere med interesse for klima- og energiforhold i Stevns Komune.
Man kan følge Klima- og Energigruppen KLIM på facebook
Følgende ti fællesskaber får 10.000 kroner:
- Klima- og Energigruppen Stevns. Får støtte til produktionen af en app, som i videoer, fotos og tekst beskriver en række huse med installationer af vedvarende energi i Stevns kommune.
- Sydhavsøernes Grønne Biavlerforening fra Nr. Alslev. Får støtte til at etablere en observations-skolebigård, som skal være med til at afdække, hvorfor dødeligheden blandt bierne på Lolland har været så høj de senere år.
- Hyldebo Grundejerforening ved Gniben, Sjællands Odde. Får støtte til at genetablere et fællesareal bestående af borde og bænke langs stranden, som Stormen Urd ødelagde i januar.
- MAKVÄRKET Kultur- & miljøforening i Knabstrup, Holbæk. Får støtte til at afholde en byggefestival i april i det gamle teglværk ved Knabstrup. Byggefestivalen har fokus på genbrug og affaldssortering og er frivilligt drevet.
- VeteranHaven i Slagelse. Får støtte til at udbygge eksisterende og opføre nye tilbud til tilskadekomne veteraner samt fysisk og psykisk sårbare personer.
- Sejerø Idrætsforening. Får støtte til nyanskaffelse af telte, som skal bruges i forbindelse med foreningens mange sommeraktiviteter og fester.
- Coding Pirates, afdeling Sorø. Får støtte til at indkøbe undervisningsmateriale og øge undervisningstilbuddet i programmering, robotter og nye digitale teknologier.
- Køge Spillemandsforening. Får støtte til at udbrede kendskabet til dansk folkedans blandt børn og unge gennem et todages stævne.
- Svinninge Forsamlingshus. Får støtte til at renovere et nedslidt forsamlingshus, der har fået konstateret råd og svamp i taget.
- Kræftforeningen De Aktive fra Lundby, Næstved. Får støtte til at opsætte en ny hjemmeside som skal kunne lette kommunikationen om nye kurser, foredrag og tiltag til kræftpatienter og pårørende.
Kommentarer