Rødvig

Klinten blandt Danmarks fem bedste konferencecentre

Konference & Hotel Klinten, Rødvig er det ene af de fem bedste danske konferencesteder, der er blevet nomineret til titlen Årets Konferencecenter 2017.

Det er de virkelige eksperter, nemlig kunderne, der har været på arbejde for at nominere kandidaterne til titlen som Årets Konferencecenter 2017. Sammenslutningen Danske Konferencecentre har gennemgået tusindvis af evalueringer før de løftede sløret for de fem konferencecentre, der er med i opløbet om den prestigefyldte titel.

– Kundernes forventninger til faciliteter, forplejning, beliggenhed osv., er tårnhøje, og konkurrencen på markedet for møder og konferencer er hårdere end nogensinde. Det gælder ikke mindst, når man står uden for de store kæder. Derfor er det positivt, at så mange af de bedste centre kan samarbejde om både markedsføring, booking, videreuddannelse af medarbejdere og netværk til gavn for gæsterne. Det er afgjort en gevinst og med til at opretholde et højt niveau, fortæller direktør Marlene H. Sylvester-Hvid, Danske Konferencecentre.

Kåring og udvikling

Og selvom sammenslutningens 77 medlemmer til daglig også er konkurrenter, formår de altså også at samarbejde om at kåre det konferencecenter, som er det allerbedste.

– En af de ting, som går igen, uanset hvilken af vores 77 partnere man holder sin konference hos, er et evalueringsskema. Vi beder simpelthen systematisk gæsterne om at vurdere konferencestedet. Evalueringerne bliver både brugt til at kåre Danmarks bedste konferencecenter og til at sætte ind i fællesskab, når der er muligheder for at udvikle ydelser og faciliteter. Størstedelen af gæsterne udfylder evalueringen, og derfor hviler både kåringen og vores udviklingsarbejde på et omfattende datagrundlag, forklarer Marlene H. Sylvester-Hvid.

De nominerede centre er …

De fem centre, der er med i opløbet om titlen som Årets Konferencecenter 2017 er:
•    Gl. Skovridergaard, Silkeborg
•    Hornstrup Kursuscenter, Vejle (sidste års vinder)
•    Konference & Hotel Klinten, Rødvig
•    Skanderborg Park, Skanderborg
•    Søhuset Konferencecenter, Hørsholm

Vinderen kåres på Danske Konferencecentres generalforsamling den 28. april 2017.

Danske Konferencecentre blev stiftet i 1990 og har 77 medlemmer ud over Danmark. De 77 partnere i Danske Konferencecentre skal leve op til strenge kvalitetskrav for overhovedet at blive partnere i den sammenslutning, der hvert år uddeler den eftertragtede pris.

Kommentarer