Rødvig

Klovneløb 2016 i Lille Heddinge til maj

hospitalsklovne

Lille Heddinge: Klovneløbet er et familieløb, hvor alle som kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med.

Søndag den 22. maj klokken 12 afholdes der Klovneløb i Lille Heddinge med start fra Broveshøjvej 4 i Lille Heddinge.

Danske Hospitalsklovne gør et fantastisk stykke arbejde for syge og indlagte børn og deres familier rundt omkring i DK. For at støtte dette arbejde afholdes der hvert år et ‘Klovneløb’, hvor man ved køb af sin billet støtter det gode formål. Det handler ikke om at være hurtigst; det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.

Lise Kirstein og Kim Olesen, der bor på Broveshøjvej 4, har arrangeret årets Klovneløb på Stevns. Det er et rigtigt familievenligt løb, med en rute på cirka 1,5 kilometer for de mindre børn og en rute på 5 km for de lidt større og hurtigere. Voksne er selvfølgelig også velkomne til at deltage, og de løber/går/triller sammen med deres børn på lige dén rute, der passer med hensyn til alder og fysisk formåen.

Det koster 60 kroner per deltager at være med i Klovneløbet. Deraf går de 48 kroner direkte til hospitalsklovnenes besøg på børneafdelingerne, resten går til løbets afvikling. Når man deltager i Klovneløb, støtter man indlagte børn i Danmark.
Tilmelding skal ske via klovneløbets hjemmeside hvor man også kan læse mere om hospitalsklovnene eller direkte på spurto.com. Alle tilmeldte får udleveret en rød næse og et diplom på løbsdagen.

Kommentarer