Klumpfisk fanget ud for Stevns
Rødvig: En lokal bundgarnsfisker fangede i sidste uge en klumpfisk på omkring otte kilo
En klumpfisk på omkring otte kilo er i sidste uge gået i en fiskers net ud for Stevns. Det er anden gang inden for kort tid at lokale fiskere fanger en klumpfisk.
– Klumpfiskene kommer på besøg hos os sydfra netop i denne tid. Man kan være meget heldig at se dem ligge fladt i vandets overflade. Man mener, de enten solbader og får varmen efter dybe dyk eller får hjælp af mågerne til at fjerne parasitter. Men det vil nok især være fiskere, der får dem ind som bifangst, siger Lars Skou Olsen, der opfordrer alle, der fanger en klumpfisk, til at kontakte Den Blå Planet med det samme.
Denne gang lykkedes det at transportere den 3 til 4 år gamle fisk levende til Den Blå Planet.
Torsdag den 4. september fangede en fisker fra Rødvig en klumpfisk men trods en hurtig indsats lykkedes det ikke at få fisken levende frem til Den Blå Planet.
Læs også: Fisker fra Rødvig fangede en klumpfisk
Den nye klumpfisk vil blive udsat i Ocean-tanken sammen med Den Blå Planets egen klumpfisk om to til tre uger. Her kan den i løbet af de næste år komme til at veje over et ton og få en diameter på 3,5 meter. Klumpfisken er blevet opkaldt efter fiskerens båd Njord.
Den døde klumpfisk blev i øvrigt dissekeret ved et særevent på Den Blå Planet søndag den 21. oktober, Mange nysgerrige gæster så på mens dyrlæge Mai Mundeling foretog dissektionen, der havde til formår at give en bedre forståelse af de parasitinfektioner, som klumpfisk ofte lider af.
– Rent faktuelt vejede klumpfisken 8,4 kg og var 54 centimeter lang. Jeg undersøgte dens forskellige organer, hvor mavesækken gemte på nogle overraskelser. Klumpfisken havde blandt andet indtaget mindre fisk, såsom tobis og brislinger. Opdagelserne i mavesækken er ret specielle, fordi der er en udbredt tro om, at klumpfisk kun spiser vandmænd, fortæller dyrlæge Mai Mundeling.
Kommentarer