Køge, Greve og Stevns sammen om ny 10. klasse

Stevns Kommune: Køge, Greve og Stevns kommuner går sammen om ny, erhvervsrettet 10. klasse på Campus Køge
Det nye EUD 10 bliver oprettet på 10. klasse Campus Køge fra august 2015. EUD 10 bliver en billet til videre uddannelse for unge med ”kloge hænder” i hele Køge Bugt området. 12 ugers brobygning og erhvervsrettede valgfag bliver en del afuddannelsen.
– Vi er enige om, at Campus Køge er det perfekte sted for en ny, erhvervsrettet 10. klasse, siger formændene for Skoleudvalget i de tre kommuner: Helle Poulsen (V, Køge), Janne Halvor Jensen (DF, Stevns) og Henrik Klem Lassen (LA, Greve):
– Her kommer de unge til at få det bedste fra 10. klasse og det bedste fra de tre erhvervsskoler på Campus Køge. Hvis man bedst kan lide undervisning, der er tæt på virkeligheden, og går med tanker om en erhvervsuddannelse, så får man en god mulighed for afklaring her.
Lige nu er de unge i 9. klasse ved at vælge, hvilken uddannelse, de skal i gang med efter sommerferien. EUD 10 er en ny mulighed for dem, der gerne vil snuse til, hvad en erhvervsuddannelse er, gennem 12 ugers valgfag og brobygning direkte på forskellige erhvervsskoler. Samtidig får eleverne undervisning i dansk, matematik og engelsk på 10. Klasse Campus Køge. 10. klasse er stamskolen, og lærerne herfra følger med meget af tiden, når eleverne er på erhvervsskolen.
Skoleleder Ole Boye Nielsen, der sidste år flyttede ind i det nye 10. klassecenter på Campus, glæder sig til at tage i mod de nye EUD 10 elever:
– Lige nu sidder jeg sammen med Handelsskolen, EUC Sjælland og SOSU og planlægger de 12 ugers brobygning og valgfag på erhvervsskolerne. Det bliver en spændende pakke med mulighed for at prøve det hele, fra handel og service, håndværk og teknik til omsorg og sundhed eller fx fødevarer og fag, der har med naturen og landbrug og gøre.
EUD 10 bliver indført, fordi der fra august 2015 kommer adgangskrav på 02 i dansk og matematik for at blive optaget på en erhvervsskole. På EUD 10 får man muligheden for at forbedre sine færdigheder i dansk og matematik, så man er klar til optagelse, samtidig med at man lærer erhvervsuddannelserne og de mange jobmuligheder bagefter at kende.
Kommentarer