Store Heddinge

Kørte uden kørekort i Jernbanegade

Store Heddinge: En 25-årig mand råbte og skreg af politiet i Jernbanegade tirsdag eftermiddag.

Tirsdag den 2. februar klokken 13:55 bemærkede en patrulje fra det lokale politi i Store Heddinge en personbil, der var forsynet med et sæt nummerplader, der var meldt stjålet fra Tingvej, Hårlev, et par dage tidligere.

Patruljen standsede bilisten, der kørte rundt i en bil, der hverken var registreret eller ansvarsforsikret. Føreren – en 25-årig mand fra Holmegaard – havde ikke nogen førerret og måtte derfor ikke køre bilen.

Da han blev gjort bekendt med de forskellige sigtelser og politiets inddragelse af de stjålne nummerplader, hidsede han sig gevaldigt op, råbte og skreg højlydt, således at patruljen måtte anholde ham for at få skabt ro i gaden.

Den 25-årige blev taget med til politibutikken i Store Heddinge, hvor endnu en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen blev præsenteret for ham.

Efter afhøring til sagerne løslod politiet den 25-årige, der dog kan forvente at høre nærmere, når sagerne mod ham skal afgøres.

Kommentarer