Kold krig for alle på Stevnsfort!
Kulturland samler demente og soldater.
Weekenden den 11. – 12. august starter med et brøl på Stevnsfort, når Piranhaen starter op. Det sker, når Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening fremviser mange af deres flotte og velbevarede køretøjer fra koldkrigstiden. Og rammerne kunne ikke blive bedre. Stevnsfortet ligger i naturskønne områder på første parket med kig ud over Østersøen ved Stevns Klint.
På scenen er der om lørdagen opvisning med russiske specialstyrker; Spetsnaz og I kan få det kolde gys på en guidet tur i de unikke, underjordiske gange som Stevnsfortet er bygget over. Tag også familien med til en vandretur i terrænet og oplev de mange gamle køretøjer sammen med de mere specielle crashtender, PMV-ambulancer og meget andet.
Arrangementet sker i samarbejde med Kulturland, et kulturregionalt forskningsprojekt, som tilbyder kultur- og naturoplevelser til borgere, der normalt ikke kommer på museerne. Målet og hensigten med Kulturland er at tilføje øget livskvalitet til hverdagen, hvis man er i en sårbar situation. Og det er der mange, der er. Fysiske og psykiske udfordringer er en del af manges hverdag. Både voksne, børn, unge og ældre.
I Kulturland samarbejder tre museer med fagpersoner i seks kommuner, organisationer, foreninger, skoler m.fl. om at skabe aktiviteter, som giver medborgere i sårbare situationer og deres pårørende en pause, hvor de lærer og samtidig får nye trædesten. Aktiviteterne skal ses som et blanketfrit supplement til de mere lineære processer, som man ofte tilbydes af det etablerede system.
Foruden Østsjællands Museum er Museum Lolland-Falster og Museum Sydøstdanmark også en del af Kulturland. Samarbejdet imellem museerne på tværs af kulturregionen kan i den grad styrke og udvikle nye muligheder for borgere i sårbare situationer. Kulturland har foreløbig gennemført omkring 200 større eller mindre aktiviteter. Og det tegner til at være en succes på flere parametre. Både på øget livskvalitet for borgerne, kontakt til nye gæster og museernes rolle, som udvikler sig eksplosivt disse år.
Weekenden på Stevnsfortet er netop et rigtig godt eksempel på, hvordan et arrangement kan involvere flere grupper af borgere, som normalt ikke kommer ud til museerne. Både soldater og demente borgere er inviteret og weekenden på Stevnsfort er tilrettelagt med henblik på at begge grupper kan få en optimal oplevelse.
FAKTA
Stevnsfortet åbner portene i weekenden den 11.- 12. august 2018 kl. 10-18
Adresse: Koldkrigsmuseum Stevnsfortet, en del af Kalklandet.dk
Korsnæbsvej 60
4673 Rødvig Stevns
Læs mere:
www.kalklandet.dk
www.kulturland.nu
Kommentarer