Strøby Egede

Kom med til populære, naturvidenskabelige foredrag

Foto: ofn.au.dk

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kommer du tættere på de nyeste opdagelser inden for naturvidenskab. 

Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret. Men uanset dine faglige forudsætninger, kan du udbytte af alle foredragene. I denne sæson har Stevns Bibliotekerne udvalgt tre foredrag, som bliver livestreamet direkte fra Søauditorierne ved Aarhus Universitet og vises på bibliotekerne i Hårlev og Strøby Egede.

Søvn – hvad er op og ned?

Sæsonen lægger ud i slutningen af februar med foredraget ’Den sovende hjerne’. Forelæseren er lektor i neurofysiologi, Birgitte Rahbek Kornnum og hun dykker ned i søvnens mysterium: Hvad sker der i hjernen, når vi sover? Hvorfor har vi brug for søvn og hvor meget søvn er nødvendigt, for at bevare et godt helbred? Du bliver desuden klogere på hvordan lys, koffein og alkohol påvirker din søvn. Når foredraget er slut, kan du gå hjem med viden om, hvad der er op og ned i gode råd om søvn og hvordan de giver mening i forhold til søvnens biologi.

Den sovende hjerne, den 22. februar, klokken 18.45-21. Mødestedet, Hårlev Bibliotek 

Klog på klimaforandringer

Næste foredrag i rækken er ved professor i klimafysik, Jens Hesselbjerg Christensen. Han tager fat på en af vor tids største udfordringer – ’Klimaforandringerne’. Jens er blandt andet hovedforfatter til flere kapitler om regionale klimaændringer i FN’s klimapanels rapporter. I sit foredrag stiller han blandt andet skarpt på de videnskabelige landvindinger, som gør, at klimapanelet nu er i stand til at sige, at de seneste års globale opvarmning er skabt af os mennesker og at afsmeltning af gletsjere og ændrede nedbørsmønstre skyldes vores udledning af drivhusgasser. Med foredraget opnår du en bedre forståelse af klimaet som system og en idé om, hvilket klima vi efterlader til vores efterkommere.

Klimaforandringerne, den 1. marts, klokken 18.45-21. Fælleshuset, Strøby Egede Bibliotek

Nye opdagelser om flagermus

Sæsonens sidste foredrag har fokus på et flyvende væsen, som der findes mere end 1.400 arter af – nemlig flagermus. Flagermus udgør en femtedel af alle pattedyrarter, men på trods af deres store antal er der meget vi ikke ved om, hvad de foretager sig i mørket. Ved hjælp af bittesmå computere, som forskere har sat fast på de små dyr, har vi nu fået ny viden om deres adfærd og jagt på ekkoer. Du kommer til at høre om, hvordan flagermus ved hjælp af ekko fanger føde i høj fart, hvordan deres følsomme hørelse kan holde til det konstante skrigeri i deres sociale kolonier og meget, meget andet. Foredraget rundes af med nogle tanker om hvordan vi kan artsbevare disse dyr der er så svære at studere og tælle i naturen, og hvorfor det ikke er flagermusenes skyld at vi har en coronaviruspandemi.

Flagermus, den 29. marts, klokken 18.45-21. Mødestedet, Hårlev Bibliotek

Billetter til alle tre livestreamforedrag er gratis og kan hentes på www.stevnsbib.dk/arrangementer eller på bibliotekerne i Strøby Egede, Hårlev eller Store Heddinge i den betjente åbningstid.

Kommentarer