Samfund

Kommunalbestyrelsen nikker til justeret plejecenterplan

I sensommeren sidste år vedtog kommunalbestyrelsen en ny plan og struktur for plejecentrene i Stevns Kommune. Nu er planen justeret.

– Fremtidens ældrepleje vil stille endnu større krav til os, og det skal vi være klædt på til at løse f.eks. via større og mere specialiserede plejecentre. Det er intentionerne i den oprindelige plan, og de gælder stadig, men der har været nogle ting, vi har været nødt til at se på igen, udtaler borgmester Mogens Haugaard Nielsen.

Siden Kommunalbestyrelsen godkendte plejecenterplanen har de holdt flere temamøder om, hvor den skal realiseres.

– Fra politisk hold har vi lyttet til en bekymring om i overgangsperioden at lukke helt ned for de almindelige plejehjemspladser i Store Heddinge og Rødvig, og derfor har social- og sundhedsudvalget arbejdet videre med planen, hvilket gav anledninger til nogle justeringer, slutter Mogens Haugaard Nielsen.

Justeringerne af den oprindelige plan betyder, at:

  • I en overgangsperiode vil der fortsat være 12 plejeboliger i Store Heddinge og 12 plejeboliger i Rødvig.
  • Udvidelsen af Plejcenter Egehaven i Strøby Egede udskydes.

Stevns Kommune undersøger muligheden for flere plejecenterpladser i Store Heddinge i 2025, hvor vi forventer, at behovet stiger igen.

Den oprindelige plejecenterplan uden justeringer indebærer disse forandringer:

  • Stevnshøj i Store Heddinge omdannes til nyt rehabiliteringscenter, og Korttidsafsnittet flyttes til Stevnshøj fra Hårlev.
  • Hotherhaven i Hårlev omdannes til demensplejecenter. Nichen bevares på Hotherhaven.
  • Brohøj i Klippinge, nuværende demensplejecenter – mulighed for tilbud til handicappede.
  • Egehaven i Strøby Egede udbygges med maksimalt antal pladser, som p.t. forventes at være 10 pladser.
  • Hotherhaven udbygges med 20 pladser.
  • Plushøj i Rødvig omdannes til ældreboliger med mulighed for etablering af fælleshus og evt. fælles aktiviteter sammen med nuværende ældreboliger.

Kommentarer