Kommunalt samarbejde kan måske udrydde mobilhuller
Et fælles kommunalt udbud til teleselskaberne, indgået med blandt andre Faxe Kommune, kan måske få teleselskaberne til at dække mobilhullerne.
Politikerne i Plan og Teknikudvalget drøftede tirsdag aften mulighederne for at finde en midlertidig wi-fi internet-løsning i Gjorslev Bøgeskov og andre velbesøgte steder i kommunen, med dårlig mobildækning. Med en wi-fi løsning kan man komme i kontakt med myndighederne via en 112-app på mobiltelefonen.
Det skete efter en dramatisk redningsaktion den 7. april, hvor en motionsløber døde af et hjertestop, mens ambulancer og reddere blev seks minutter forsinkede, fordi der ikke var noget mobilsignal.
– Vi har et problem med huller i mobildækningen, og vi har et kæmpe problem med dækningen i Bøgeskoven, siger Steen S. Hansen (S), formand for Plan og Teknikudvalget, til TV Øst.
Problemet har været kendt af politikerne siden 1995 uden, at det er lykkedes at finde en løsning. Stevns Kommune har tilbudt teleselskaberne, at opføre nye telemaster samt betale for lejen, så mobilhullerne kan udryddes. Problemet er dog, at teleselskaberne slet ikke er interesserede i tyndtbefolkede områder.
Kan ikke tvinge teleselskaberne
Steen S. Hansen (S), der er formand for Plan- og Teknikudvalget, kritiserer folketingspolitikerne for at de ikke har forpligtet teleselskaberne, til at sørge for at der er mobildækning overalt i Danmark.
– Problemet er stadigvæk, at selv om vi bliver enige om at sætte mobilmaster op ved Bøgeskoven, så kan vi ikke tvinge teleselskaberne til at benytte sig af dem. Det gør de kun, hvis de kan se en økonomisk fordel i det, siger Steen S. Hansen til Dagbladet og tilføjer:
– Og dermed bliver det skatteyderne på Stevns, som kommer til at betale for noget, som alle andre får uden beregning.
Læs også: Mobilhul: Teleindustrien vil have bedre vilkår
– Nu overvejer vi at gå sammen med andre kommuner om at lave et fællesudbud til teleselskaberne. Vi har blandt andet talt med Faxe Kommune, men andre kommuner burde også være interesseret.
Telepolitiske ordførere svarer på kritikken
Steen S. Hansens partifælle Karin Gaardsted, der er telepolitisk ordfører for Socialdemokratiet henviser til, at mobildækning i skove kan være meget besværlig, idet træer og bakker kan forhindre signalerne i at nå frem.
– Derudover er det naturligvis vigtigt at huske, at ikke alle mobilselskaber dækker alle steder. Og endelig spiller det en stor rolle, om den telefon, man har købt, har en god antenne, udtaler Karin Gaardsted til Dagbladet og hun fortsætter:
– I Guldborgsund Kommune har man ved samarbejde mellem borgere i yderområderne og teleselskaberne formået at få lavet aftale om solid forbedring af dækning i området. Dette samarbejde mener jeg, at andre kommuner kan tage ved lære af.
Dansk Folkepartis telepolitiske ordfører, Jan Rytkjær Callesen er også kommunalpolitiker på Als i Sønderjylland.
– Her har vi haft nøjagtig den samme problematik ude ved vores kyster på Nordals. Det er flere år siden, at vi indgik et samarbejde med TDC, og vi satte nogle master op. Så hvis kommunen ved, at der er områder, hvor der ingen dækning er, så er det altså muligt at løse problemet, siger Jan Rytkjær Callesen til Dagbladet.
Heller ikke Venstres telepolitiske ordfører, Torsten Schack Pedersen mener, at Steen S. Hansen har ret i sin kritik.
– Der er flere veje til at løse problemerne i disse områder, hvor der er lav eller ingen dækning. Og i de aftaler, som vi på det seneste har lavet med teleselskaberne og fremadrettet laver med dem, så er det klart, at vi sikrer os, at der er fuld dækning, siger Torsten Schack Pedersen til Dagbladet.
Teleselskaberne indbudt til møde
Plan og Teknikudvalget har inviteret en række teleskaber til deres næste møde tirsdag den 13. juni, i håbet om at få hjælp til at fjerne mobilhullerne.
Dansk Folkeparti stiller §20 spørgsmål til ministeren
Ifølge Stevnbladet havde Keld Hein, der er tidligere formand for Dansk Folkeparti Stevns, i mandags en samtale med Henrik Brodersen, der sidder i folketinget for Dansk Folkeparti i Stevns og Faxe kredsen.
– Foranlediget af de gentagne skandaler og tragedier, der udspiller sig i Bøgeskoven – takket være den manglende mobildækning – tog jeg kontakt til Henrik Brodersen. Han vil onsdag den 17. maj forelægge et §20 spørgsmål til ministeren, og vil via initiativet håbe på, at spørgsmålet bliver rejst i Folketinget. Personligt finder jeg det skandaløst, at vi i et forholdsvis moderne land som Danmark, ikke har total mobildækning, siger Keld Hein til Stevnsbladet.
Kommentarer