Kommunalvalg: For første gang får alle lokale kandidater til kommunalvalget et fælles afsæt til valgkampen

Ved det kommende kommunalvalg, som afholdes den 18. november, forventes det, at cirka 10.000 kandidater stiller op. Det er i gennemsnit 100 kandidater i hver kommune. Constructive Institute inviterer nu alle nuværende lokalpolitikere og kandidater til fem store bootcamps landet over, som afholdes i Ringsted, Aarhus, Brøndby, Aalborg og Odense.
Her får politikerne en række redskaber til at føre en mere faktabaseret og konstruktiv valgkamp, og så vil de undervejs i workshoppen blive klogere på vælgerne i deres lokalområde, når de præsenteres for:
- Den hidtil største danske meningsmåling, lavet af Epinion blandt 400.000 borgere – helt ned på kommune- og regionsplan.
- Kommunikationsværktøjer fra dekan ved Aarhus Universitet Linda Greve og mediator Mikkel Gudsøe. Perspektiver fra lokale mediechefer (DR-distrikter, TV 2-regioner og lokale aviser).
- Råd om debatkultur og kommunikation fra journalist Kurt Strand.
- Indsigt og erfaringer fra tidligere borgmestre Lars Krarup (Herning) og Jacob Bundsgaard (Aarhus).
En del af noget større
Bootcampene giver kandidaterne et fælles fundament for en ordentlig og konstruktiv valgkamp – med fokus på fakta, fair debat og respekt for demokratiets spilleregler.
Initiativet er en del af projektet ”Dit valg. Vores Danmark” – et historisk samarbejde mellem lokalmedier, fonde, journalistuddannelser, forskningsenheder fra SDU og Aarhus Universitet, Danmarks Statistik, Gravercentret og Epinion.
Hovedaktøren er det uafhængige Constructive Institute, der har taget initiativet i forsøget på at understøtte fællesskabet, hæve stemmeprocenten og nuancere den offentlige debat i en verden, hvor mistillid og nyhedstræthed spreder sig, mens polarisering synes at være den næste pandemi.
Udover workshops for kandidater og den historisk store Epinionsundersøgelse rummer projektet en række andre elementer, bl.a. 10 valgfestivaller for offentligheden, et forløb for journaliststuderende, forskning og så har over 300 journalister fra 45 medier allerede taget del i projektet hen over otte medieworkshops i september.
Nærmere info om workshops for kandidater:
- 24. september: Ringsted Kongrescenter
- 30. september: Aarhus Rådhus
- 2. oktober: Brøndby Hallen
- 6. oktober: Supersygehuset i Aalborg
- 7. oktober: Odense Rådhus
Alle arrangementer afholdes kl. 16.00–21.30, er gratis og åbne for alle kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget.
Politisk opbakning:
Flere toppolitikere bakker op – bl.a. Bertel Haarder (Ringsted), Folketingets formand Søren Gade (Brøndby) samt regionsformændene Mads Duedahl og Anders Kühnau (Aalborg og Aarhus).
Projektet støttes af VELUXFONDEN, TrygFonden, Tuborgfondet, Jyllands-Postens Fond, KL og Danske Regioner.
Kommentarer