Hårlev

Kommunen: Få en digital postkasse

Stevns-kommune,-skilt

Stevns Kommune opfordrer borgerne til at med at tage livet af rudekuverterne – få en digital postkasse

Den er berømt og berygtet i mange hjem. I flere generationer har den kunnet sprede skræk og rædsel i postkassen: rudekuverten. Nu kan borgerne i Stevns Kommune være med til at sætte en permanent stopper for at få flere ubehagelige rudekuverter ind ad brevsprækken.

Alle landets kommuner har en fælles målsætning om, at al kommunikation mellem dig og din kommune skal være papirløs – altså foregå digitalt – i 2015. Et stort skridt på vejen mod dette fælles mål er, at du opretter en digital postkasse.

’Kommunen bruger hvert år rigtig mange ressourcer på at sende breve ud til borgerne. Det kan vi undgå ved at du opretter en digital postkasse. Med en digital postkasse kan du tjekke al post fra det offentlige ét sted. Fra 1. november 2014 bliver det lovpligtigt, at du kan modtage al din post fra det offentlige digitalt i din digitale postkasse,’ siger Jane Sandgaard, centerchef for Borgerservice, Kultur & Fritid.

I 2011 havde 14 procent af stevnsborgerne, cirka hver syvende, oprettet en digital postkasse. I dag har hver fjerde stevnsborger en digital postkasse. Vi er på linje med vores naboer både i syd og nord og gennemsnittet for hele Region Sjælland, når det gælder antallet af borgere, der har digitale postkasser. (Se fakta nederst på siden).

’Tallene viser, at der næsten er sket en fordobling i antallet af stevnsborgere, der har set det digitale postkasse-lys på bare to år. Dét synes jeg er et positivt tegn, og en digital postkasse har faktisk ret mange fordele. Tænk for eksempel på, at du kan undgå at stå og vente på et brev fra kommunen ude ved postkassen en kold vinterdag – du kan i stedet sidde inde foran pejsen og få brevet direkte på din pc,’ siger Jane Sandgaard.

Allerede fra 1. november 2013 skal alle virksomheder, foreninger og lignende med et CVR-nummer have en digital postkasse til digital post fra det offentlige.

Læs mere om hvordan man opretter en digital postkasse på borger.dk.

Kommentarer