Kommunen forklarer brug af vådservietter

Stevns Kommune: Stevns Kommune oplyser nu at borgerne stadig kan vælge et almindeligt bad.
Torsdag i sidste uge bragte vi en omtale af at Stevns Kommune er begyndt at vaske svage ældre med vådservietter i stedet for bruge bruser og badekar. Den nye ordning er indført på fem plejecentre med 150 beboere.
– For mange ældre er det fysisk hårdt at komme i bad, hvis de er syge og sengeliggende. Det sikrer også plejepersonalet, der ikke skal bruge så mange kræfter på at flytte den ældre, siger leder af døgnplejen, Birgitte Eskelund Schmidt til MetroXpress.
Læs også: Stevns Kommune bader svage ældre uden vand
Stevns Kommune mener ikke at artiklen gav et retvisende og nuanceret billede af virkeligheden.
– artiklen i Metroxpress giver det indtryk, at vi svigter borgerne, og at alle borgere på vores plejecentre nu kun kan blive vasket med en vaskeserviet. Begge dele er helt forkerte!, skriver lyder det fra Stevns Kommune.
– Nogle af borgerne i Stevns Kommune er meget svage på grund af sygdom eller alderdom, og dem skal vi tage særlige hensyn til. For disse borgere kan det grænse til at være et overgreb at flytte dem fra sengen for at passe den personlige hygiejne. Her vurderer vi, at det er bedre at bruge en vaskeserviet, som er skånsom ved huden og desuden hurtigere at bruge, så vi i stedet kan bruge tiden på den personlige kontakt og dialog.
Stevns Kommune har brugt metoden i et stykke tid og har fået god respons fra borgerne og deres pårørende. I øvrigt er det kun et tilbud, og vil borgeren helst i et almindeligt bad, kan han eller hun stadig vælge det.
– Udover hensynet til den svage borger har brugen af vaskeservietter også den positive bieffekt, at vores personale får færre tunge løft mv., og dermed skåner arme og ryg, fortæller Stevns Kommune.
Stevns Kommune håber at forklaringen giver et mere retvisende billede af brugen af vaskeservietter som supplement til et almindeligt varmt bad.
Kommentarer