Kommunen har fået 2 mio kr. til faldefærdige huse
Stevns Kommune: 12 af regionens kommuner har fået penge til nedrivning af faldefærdige huse på landet
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har givet 200 millioner kroner til istandsættelse og nedrivning af faldefærdige boliger beliggende i byer under 3.000 indbyggere og landdistrikter i 2014.. Penge er blevet fordelt på 66 kommuner, heraf får 12 kommuner i Region Sjælland 53,3 millioner kroner til deling, eller en fjerdedel af det samlede beløb fra ministeriet.
Guldborgssund og Lolland kommuner får mest med henholdsvis 9,4 og 8,6 millioner kroner. Det er omtrent tre gange så meget som Faxe Kommune, der får 3,1 millioner kroner. Ringsted får 900.000 kroner og Stevns må nøjes med 2,0 millioner kroner.
– Jeg plejer at sige, at vi slår tre fluer med ét smæk. Vi får byfornyelse, vi får skabt jobs ude i vores landdistrikter, som der er hårdt brug for, og så får vi ryddet op i gadebilledet. Så det er virkelig en god ting, at vi nu afsætter de mange millioner, siger Carsten Hansen, der er minister for By, Bolig og Landdistrikter, til dr.dk.
Kommunerne skal selv søge tilskud fra den statslige “Pulje til Landsbyfornyelse” som er en del af regeringens “Vækstplan DK”. Det skriver dr.dk.
Det får kommunerne:
- Guldborgsund: 9,4 mio. kr.
- Lolland: 8,6 mio. kr.
- Vordingborg: 6,3 mio. kr.
- Kalundborg: 5,5 mio. kr.
- Odsherred: 5,4 mio. kr.
- Næstved: 4,1 mio. kr.
- Faxe: 3,1 mio. kr.
- Holbæk: 2,9 mio. kr.
- Slagelse: 2,8 mio. kr.
- Sorø: 2,3 mio. kr.
- Stevns: 2,0 mio. kr.
- Ringsted: 0,9 mio. kr.
Kilde: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter
Kommentarer