Kommunen indkalder til vindmøllemøde på onsdag

Rødvig: Der er borgermøde om kommunenes vindmølleplaner på Boestofteskolen på onsdag
Onsdag den 23. januar indkalder Stevns Kommune til borgermøde om vindmøller. Som ordstyrer har kommunen hyret Cecilie Beck, der er studievært på TV2 Nyhederne.
Jørgen Steen Nielsen, der er uddannet biolog, vil fortælle om bæredygtighed. Han har i mange år arbejdet som videnskabs- og miljøjournalist ved Dagbladet Information. Han følger klimaudviklingen tæt og holder mange foredrag om, hvad vi hver især kan gøre for at fremme bæredygtigheden.
Derefter holder Peter Prinds, pensioneret Speciallæge i Ortopædkirurgi, et oplæg om vindmøllebekendtgørelsens mangler i forhold til støjgener. Han har fokus på de sundhedsmæssige forhold der gør sig gældende for naboer til store vindmøller.
Og endelig kommer der et oplæg fra en nabo til en vindmølle, på vegne af Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller.
Efter oplæggene vil der være en paneldebat med deltagelse af oplægsholderne, Kommunens planlæggere, politikere samt Vindmøllerejseholdet.
Vindmøllerejseholdet er et landsdækkende team, der har til formål at hjælpe kommunerne med at fremme vindmølleplanlægningen. Rejseholdet er organisatorisk tilknyttet Miljøministeriet, Naturstyrelsen – men udfører ikke myndighedsarbejde. Vindmøllerejseholdet kan f.eks. hjælpe med at finde placeringer, der er bedst egnede i forhold til naboer og naturbeskyttelsesinteresser. Desuden bidrager sekretariatet med at analysere kortgrundlag og i det hele taget opklare spørgsmål fra kommunerne, så planlægningen kan køre bedst muligt.
Borgermødet foregår onsdag den 23. januar klokken 19.00 på Boestofteskolen, Boestoftevej 55 ved Rødvig. Mødet foregår i det store fællesrum med direkte adgang fra p pladsen.
Kommentarer