Kommunen inviterer erhvervslivet til dialog
Hårlev: Stevns Kommune inviterer til erhvervsredegørelse og dialogmøde i Hårlev Hallen i morgen
Tirsdag den 27. august 2013 præsenterer Stevns kommune sin erhvervsredegørelse for de lokale erhvervsdrivende, så de har en chance for at påvirke den, inden den sendes til behandling i kommunalbestyrelsen den 5. september.
Stevns Erhvervsråd har bidraget til redegørelsen, som kommer til at blive retningsangivende for kommunens erhvervsindsats sammen med de indspark, kommunen modtager på det her møde.
Efter præsentationen af redegørelsen inviterer Stevns kommune erhvervslivet til dialog om henholdsvis anlægsopgaver i Stevns Kommune og byggesagsbehandling. Her kan de erhvervsdrivende for eksempel blive klogere på, hvordan man bliver lokal leverandør til kommunen og få information om, hvad kommunen gør for at lette byggesagsbehandlingen. De lokale erhvervsdrivende har samtidig mulighed for hurtigt at få svar på alle de spørgsmål, de måtte have.
Udover en byggesagsbehandler og en planlægger fra Stevns Kommune vil man kunne møde 2. viceborgmester Mogens Haugaard Nielsen, vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann og afdelingschef for Teknik og Miljø, Susanne Hartmann Rasmussen.
Arrangementet er gratis, og alle er velkomne. Men man skal tilmeld sig på www.billetto.dk.
Undervejs byder Stevns kommune på en lækker anretning.
Erhvervsredegørelsen og dialogmødet finder sted tirsdag den 27. august mellem klokken 18 og 21 i Hårlev hallen (Hal 2), Industrivej 39, 4652 Hårlev.
Kommentarer