Store Heddinge

Kommunen klar med tilbud til børn af misbrugere

henrik_appel_thor_groenbaek

Stevns Kommune: Stevns Kommune er klar med nyt tilbud til børn af misbrugere

Et samarbejde mellem Stevns Kommune og organisationen TUBA vil fremover sikre, at unge, der er børn af forældre med et alkoholmisbrug, har adgang til gratis rådgivning og terapi.

Med det nye tilbud sikrer Stevns Kommune, at unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op med en mor eller far, der lider af et alkoholmisbrug, får adgang til gratis rådgivning og terapi.

Det nye initiativ er blevet til i et samarbejde mellem Stevns Kommune og organisationen TUBA, og afdelingen, der ligger placeret i Store Heddinge, er allerede nu åben for henvendelser på stevns@tuba.dk.

– Jeg synes, at det er et rigtig godt tilbud til en gruppe, der har været overset. Jeg er selv vokset op med en mor, der var alkoholiker, så jeg ved, at det kan sætte ar på sjælen. Jeg synes derfor, at det er både godt og vigtigt, at dem, der er vokset op med en mor eller far, der drikker for meget, får tilbudt rådgivning og terapi, så de kan få afklaring på den virkelighed, som de har levet i, udtaler Thor Grønbæk, .der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Stevns Kommune. Han glæder sig meget over det nye tilbud.

Pouline Gringer, der er afsnitsleder i Sundhed, Aktivitet & Træning i Stevns Kommune, glæder sig også over samarbejdet med TUBA og mener, at tilbuddet vil være til stor hjælp for de unge, der har haft en hård opvækst.

– Samarbejdet med TUBA giver en nær mulighed for at unge, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer, kan få hjælp og støtte til et sundere voksenliv med uddannelse, venner og gode familierelationer. At tilbuddet kan ligge i Store Heddinge sikrer, at mange unge har adgang til hjælp og støtte til de bedste vilkår for selv at få et sundt liv, siger hun.

Stor efterspørgsel fra børn og unge

Den landsdækkende organisation TUBA oplever, at der er stor efterspørgsel efter hjælp fra børn og unge fra misbrugsfamilier over hele landet.

Afdelingen i Stevns er den 17., TUBA åbner, og organisationen har solid erfaring med at hjælpe de unge, så de bedre kan tage en uddannelse og komme godt videre i livet.

– Alkoholmisbrugeren er garanteret hjælp igennem loven, men for de unge, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer, er der ingen garanti for hjælp – selvom forskningen siger, at de er mindst lige så hårdt belastet. I TUBA kan vi hjælpe dem, forsikrer landsleder i TUBA Henrik Appel, der glæder sig over det frugtbare samarbejde med Stevns Kommune.

Man kan allerede nu henvende sig på stevns@tuba.dk eller til Cia Wissing på 29 68 96 20, hvis man har brug for hjælp i TUBA Stevns.

Kommentarer