Store Heddinge

Kommunen skal spare 15 mio kroner til næste år

Store Heddinge:  Byrådet vedtog her til aften at rådhusadministrationen skal spare 9 millioner kroner og Børneudvalget skal spare tre millioner kroner

Kommunalbestyrelsen sendte i dag et budget i balance videre til anden behandling med endelig vedtagelse den 11. oktober.

Budgettet giver plads til anlæg for 60 mio. kr., men indebærer også væsentlige besparelser på andre områder, hvor rådhusadministrationen skal spare 9 millioner kroner og Børneudvalget skal finde besparelser på yderligere tre millioner kroner

– For at bringe budgettet i balance har det været nødvendigt at finde besparelser for cirka 15 mio. kroner, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen, og tilføjer:

– I det første budgetforslag, som foreligger nu, har Økonomiudvalget besluttet at bære den største byrde selv, så besparelserne på primært børn-, unge- og ældreområdet bliver så små som muligt. Det indebærer, at Økonomiudvalget, herunder rådhusadministrationen, skal spare 9 mio. kr., mens det resterende beløb fordeles på fagudvalgene.

Økonomiudvalgets besparelser fordeler sig med:

  • 4,0 mio. kr. via indkøb/udbud, (tværgående)
  • 1,0 mio. vikarpulje, (tværgående)
  • 1,0 mio. ændring i rengøringsniveauer (tværgående)
  • 1,0 mio. reduktion i diverse puljer i administrationen,
  • 2,0 + (1,0 fra tidligere år) Rådhusadministrationen.

Ud over de 9 mio. kr., Økonomiudvalget bidrager med skal de øvrige udvalg finde:

  • Børneudvalget = 3 mio. kr.
  • Social- og Sundhedsudvalget = 2 mio. kr.
  • Plan- og Teknikudvalget = 1 mio. kr.
  • Natur-, Fritids- og Kulturudvalget = 0,5 mio. kr.

– På trods af besparelserne er det værd at bemærke, at Stevns Kommune har en sund og stærk økonomi og endnu engang kan fremlægge et budgetforslag i balance. Vi har lige lukket dørene op til en fantastisk svømmehal, og med 60 mio. kr. til anlæg kan vi fortsætte den positive udvikling af Stevns Kommune, slutter borgmesteren.

Kommentarer