Kommunen slår et slag for flere stier i ådalen

Hårlev: Mange vil være med til at planlægge nye stier i Tryggevælde Ådal, der skal lette adgangen til den skønne natur
Den 26. november blev der holdt et borgermøde i Hårlev, hvor der blev talt om gamle og nye stier i Tryggevælde Ådal. 70 mennesker op til mødet, heraf var 32 lodsejere, og 17 personer viste interesse for at deltage i arbejde med at planlægge nye stier.
Men Stevns Kommune søger endnu flere interesserede.
Adgang til ådalen er vigtig for formidlingen
– Formidlingen af ådalen er vigtig for forståelsen og for lysten til at bevare. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi kan gå i ådalen – opleve naturen og mærke historierne. Tidligere var der en langsgående sti i ådalen, hvoraf man drev kvæget frem til græsning. Det er blandt andet den sti, vi gerne vil gendanne, siger Charlotte Lønborg Frantzen fra Stevns Kommune.
Borgerne hørte om projekterne i ådalen og om de fund, der er gjort
På borgermødet blev de fremmødte klogere på, hvad ådalen rummer, og hvorfor vi gerne vil gå der. Der blev fortalt om lovgivningen for færdsel i det åbne land, om Helhedsplanen for Tryggevælde Ådal i 2010-2012 og om Projekt rekreative stier i Stevns Kommune, hvor et af interessepunkterne netop er at udvikle stier i ådalen.
Læs også: Borgermøde om sti i Tryggevælde Ådal
Jackie Stenderup fra Stevns Amatør Arkæologer fortalte blandt andet om to fund i ådalen, Danmarks største runesten Tryggevældestenen og Europas længste stammebåd, nemlig den 14 m lange Varpelev Egen. Begge fund findes nu på Nationalmuseet.
Og Michael Løvendal Kruse fra Dansk Naturfredningsforening fortalte om geologien og om de helt specielle forhold i ådalen, hvor grundvandet trykkes op nedefra. Deraf navnet Tryggevælde.
Endelig fortalte repræsentanter fra Ådalens nye græsningslaug, at der nu er hegnet cirka 70 hektar, og at man forventer at hegne yderligere cirka 200 hektar inden så længe. Lauget mente ikke, at det vil blive et problem at hegne fra til stier.
Spørgsmål til de eksisterende stier
Efter indlæggene var der mange spørgsmål og kommentarer. Man undrede sig for eksempel over behovet for at lave nye stier, når kommunen tilsyneladende ikke kan holde de eksisterende stier, især stien ud til det gamle fugletårn.
– Forholdet omkring plejen er efterfølgende undersøgt, og det viser sig, at stien er slået 2 gange i 2014. Udfordringen ligger her i det meget våde underlag, som det ikke er så nemt at gøre noget ved, slutter Charlotte Lønborg Frantzen, Stevns Kommune.
Interesserede er velkomne i arbejdsgruppen
Stevns Kommune indkalder de 17 interesserede til et nyt møde i starten af 2015, hvor arbejdet med at planlægge de nye stier går i gang.
Skulle man have lyst til at være med i arbejdet med stierne, så kan man kontakte Charlotte Lønborg Frantzen, Stevns Kommune på chafra@stevns.dk eller telefon 56 57 51 52.
Kommentarer