Store Heddinge

Kommunen har vedtaget ny erhvervspolitik

stevns_erhvervsraad

Stevns Kommune: Erhvervsrådet har sat tydelige aftryk på ny erhvervspolitik

Kommunens erhvervspolitik frem mod 2020, der skal sikre fremgang i erhvervslivet i Stevns, er nu vedtaget

Erhvervschef Thomas Christensen fra Stevns Erhvervsråd glæder sig over, at kommunens indsatsområder alle er baseret på forslag fra erhvervsrådet.

Stevns Kommune har nu vedtaget den nye erhvervsstrategi, der skal være med til at opfylde visionen:

”Vi vil skabe økonomisk vækst og arbejdspladser i vores nuværende og kommende virksomheder, og de vil møde en god bosætningskommune, som er attraktiv at drive virksomhed i!”

Kommunen vil opfylde sin vision på erhvervsområdet ved at arbejde på fem temaområder igennem de næste 7 år. Det drejer sig om:

– Fokus på attraktive kommunale rammevilkår

– Kommunen som erhvervets servicepartner

– Vækst og udvikling gennem et stærkt og samarbejdende erhvervsliv

– Understøtte iværksætterpotentialet

– Udviklingsprojekter og indsatser

Stevns Erhvervsråd får central rolle

Der er i kommunens erhvervspolitik lagt op til, at Stevns Erhvervsråd får en central rolle i erhvervsudviklingen. Mens de kommunale rammevilkår og serviceniveauet er områder, som kommunen selv vil arbejde med, får Stevns Erhvervsråd ansvaret for at udvikle det eksisterende erhvervsliv samt understøtte iværksætterne. Ligesom Stevns Erhvervsråd også kommer til at være inde over en del udviklingsprojekter.

Erhvervspolitikken er blevet til i tæt samarbejde med Stevns Erhvervsråd. Erhvervsrådet har på kommunens bestilling formuleret oplægget til kommunens erhvervsredegørelse. Erhvervsrådet afleverede samtidig deres eget forslag til en erhvervsstrategi, som kommunen har valgt at bygge sin erhvervspolitik på.

– I Erhvervsrådet er vi glade for, at kommunen har lyttet til de anbefalinger og forslag til indsatsområder, vi pegede på i vores forslag til erhvervsstrategien. Vi kan konstatere, at kommunen i høj grad har valgt at basere deres erhvervspolitik på vores og erhvervslivets input, og at alle fem temaområder er områder, vi har peget på, fortæller erhvervschef Thomas Christensen.

Erhvervschefen tilføjer, at han ser frem til at samarbejde med kommunen om at udvikle erhvervslivet i de kommende år.

Kommentarer