Kommunens midler bør anvendes hvor det giver mening
Debat: Som Rødvig borger har det været interessant at følge debatten om hallen, eller rettere hallerne.
Indsendt af Klaus Kroll, talsmand for partiet NyeBorgerlige.
Man sidder lidt og venter på at Lyderslev, Lund, Magleby og Arnøje følger efter med et krav om en hal. Kommunens midler bør anvendes der hvor det giver mening, og det vil i hallens tilfælde være i Store Heddinge. En gennemtænkt halløsning vil samle kræfterne og give mulighed for en god solid hal, hvor vi kan afholde stævner og trække folk udefra, foruden at servicere egne borgere.
Rødvig og Strøby Egede er beriget med havet, Rødvig endda med havn, og det er netop der vi burde samle kræfterne, hvis vi vil trække flere, både borgere, erhverv og turister til. Brug en lille del af halbyggeribudgettet til en arbejdsgruppe, hvis fornemste opgave skulle være at udvikle kysttilbuddene, herunder havnen i Rødvig. Havet er et af vores vigtigste salgsargumenter og kan vi i samspil med alle aktører på havnen, udvikle aktiviteterne er det fremtiden. Ikke en discounthal, hvis fremtidsperspektiv er meget lille.
Man kan argumentere for et behov for en hal i Rødvig, men det ville man også kunne for en svømmehal og bibliotek. Til fodboldhold og andre sportsaktiviteter der kræver en hal, ville en ordentlig samlet løsning i Store Heddinge nok betyde en lidt længere køretur, men oplevelsen af kvalitetsfaciliteter ville givetvis overstige den udfordring.
Kommentarer