Store Heddinge

Kommunens valgbus må ikke køre til Køge Kommune

Stevns-kommune,-skilt

Stevns Kommune må ikke øge stemmeprocenten ved at køre en valgbus til uddannelsesstederne i Køge Kommune

Økonomi- og Indenrigsministeriet vil have flere til at stemme til kommunalvalget. Men ministeriets egne regler modarbejder mange flere initiativer.

For eksempel har Stevns Kommune fået afslag på at køre en valgbus til uddannelsesstederne i Køge Kommune, hvor mange af Stevns’ unge borgere ellers er i gang med at tage sig en uddannelse. Det skriver JyllandsPosten.

Det samme problem har “Stemmer på kanten”-projektet, der i aften afholder et stort arrangement på Aveny-T teatret på Frederiksberg for at indsamle penge. Projektet skal få flere socialt udsatte til at stemme.

Der er ellers inviteret 100 hjemløse til arrangementet, og tanken var at de skulle sætte deres kryds i en valgbus, som skulle holde foran teatret. Men Frederiksberg Kommune har ikke en valgbus og ifølge reglerne må Københavns Kommune ikke sende én af deres.

En kommune må nemlig ikke etablere mobile valgsteder i en anden kommune, lød beskeden fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det skriver Jyllands-Posten.

– Jeg er rystet over, at Økonomi- og Indenrigsministeriet svigter dem, som har mest brug for hjælp. Med den ene hånd ønsker Økonomi- og Indenrigsministeriet at øge stemmeprocenten, og med den anden hånd modarbejder de, at stemmeprocenten blandt dem, der står mest uden for vores demokrati, øges, udtaler Lisbeth Zornig Andersen, initiativtager til “Stemmer på Kanten” til Jyllands-Posten.

Kommentarer