Kommuner tilbyder It-hjælp til virksomheder
Stevns Kommune: Stevns Bibliotekerne tilbyder nu små selvstændige vejledning til selvbetjening på nettet
Er du selvstændig med en lille virksomhed, eller er du medlem af en organisation eller forening med et CVR-nummer? Så kan du snart ikke længere skrive breve eller indberette moms mm. på papir til det offentlige. På Stevns Bibliotekerne kan du få vejledning til selvbetjening på nettet.
Inden udgangen af 2013 skal alle virksomheder og mange foreninger bruge nettet, når de indsender oplysninger til det offentlige. Det betyder, at papirblanketter, konvolutter og frimærker snart vil være et overstået kapitel. Mange virksomheder benytter allerede de digitale muligheder til f.eks. at indberette moms. Andre har brug for it-hjælp til at komme i gang.
Stevns Bibliotekerne har lang erfaring med at vejlede borgere uden it-erfaring. Nu kan små ikke-digitale virksomheder også få hjælp på biblioteket.
Hvis du endnu ikke er så fortrolig med digital selvbetjening, kan du få personlig vejledning på biblioteket. Du skal blot henvende dig og aftale en tid, hvor en medarbejder kan hjælpe dig.
Biblioteket hjælper med at:
- Komme i gang med at bruge en computer
- Få adgang til selvbetjening på nettet med en personlig elektronisk underskrift (NemID medarbejdersignatur)
- Give fuldmagt til din revisor, bogholder eller andre der ordner papirarbejdet for din virksomhed
- Modtage post som det offentlige sender til din forening eller virksomhed via den digitale postkasse.
- Starte virksomhed og ændre oplysninger om virksomheden
- Sende elektronisk faktura til det offentlige
- Indberette moms
- Indberette syge- og barselsdagpenge.
Hvis der er andet, du gerne vil have vejledning til, er du altid velkommen til at kigge forbi dit lokale bibliotek og høre om deres tilbud, eller du kan læse mere på www.virk.dk/bib.
Kommentarer