Kommunesamarbejde ændrer form

Stevns Kommune: ”Kommunesamarbejdet København Syd” mellem Stevns, Køge, Solrød og Greve kommuner ændrer nu form
Stevns, Køge, Solrød og Greve kommuner har arbejdet tæt sammen i ”Kommunesamarbejdet København Syd” siden 2008. Kommunesamarbejdet blev oprindeligt etableret som en selvejende institution, men bestyrelsen for kommunesamarbejdet har besluttet at skære den formelle struktur af København Syd. Fremover skal samarbejdet være mere netværksorienteret.
Planen er at borgmestrene fra de fire kommuner fremover mødes to gange om året, hvis der er aktuelle sager at drøfte. Samarbejdet fortsætter også på udvalgte områder, såsom arbejdsmarkedsområdet og sundhedsområdet.
– Vi har haft stor glæde af hinanden og Køge Kommune har sat pris på samarbejdet i København Syd, men nu er det tid til at prøve noget andet, fortæller Køges borgmester, Flemming Christensen til erhvervsavisen.dk. Og han fortsætter:
-I det kommunale landskab er tendensen, at kommunerne samarbejder fra sag til sag, dér hvor det giver mening, og det er også den vej, vi – fra Køge Kommunes side – ønsker at gå med justeringen af København Syd, fortæller borgmester Flemming Christensen.
Køge Byråd har allerede sagt ja til at justere samarbejdet. Ændringerne skal også godkendes politisk i Stevns, Solrød og Greve kommuner, inden de bliver gennemført.
Kommentarer