Hårlev

Konsulentfirma skal se på Ungdomsskolens økonomi

Stevns-kommune,-skilt

Stevns Kommune: Børneudvalgets formand Janne Halvor Jensen (DF) ønsker en dokumenteret redegørelse af Ungdomsskolens økonomi.

Et enigt børneudvalg besluttede i begyndelsen af måneden at bestille et eksternt konsulentfirma til at kulegrave den kommunale ungdomsskoles økonomi.

Beslutningen blev truffet på baggrund af et ønske fra børneudvalgets formand Janne Halvor Jensen (DF), der ønsker en dokumenteret redegørelse af Ungdomsskolens økonomi, for at få et overblik over opgaverne og den historiske udvikling i Ungdomsskolen. Redegørelsen skal bruges i forbindelse budgetlægning for perioden 2017-2020.

– Det må også være i ungdomsskolens egen interesse at få et overblik over, hvordan økonomien ser ud, siger Janne Halvor Jensen til Dagbladet.

Det er usædvanligt at et fagudvalg hyrer et eksternt konsulentfirma til at kulegrave økonomien i en kommunal virksomhed.

– Men det er også usædvanligt, at jeg nu i to år som udvalgsformand ikke har kunnet få fyldestgørende svar på konkrete spørgsmål om ungdomsskolens økonomi. Vi bevilger hvert år 20 millioner kroner til deres aktiviteter, og så er udgiften til personale og undervisningsmateriale endda ikke regnet med, da det tilsyneladende finansieres af folkeskolens budget, siger Janne Halvor Jensen til Dagbladet

Ifølge Janne Halvorsen får den kommunale ungdomsskole over dobbelt så mange penge pr. 14- til 18-årige indbyggere som landsgennemsnittet.

– Det springer direkte i øjnene, når jeg til daglig skal vende hver en femøre for at få råd til at drive folkeskole og børneinstitutioner. Her ligger vi til gengæld langt under gennemsnittet, siger Janne Halvor Jensen til Dagbladet.

Børneudvalgsformanden ønsker blandt andet at få kendskab til:

  • Antal medarbejdere, herunder overblik over personaleudgifter
  • Overblik over biler, busser, trailere og øvrigt udstyr
  • Overblik over inventar
  • Overblik over aktiviteter
  • Ungdomsskolens ydelser til folkeskolen
  • Leverandører til Ungdomsskolen

Børneudvalgsformanden ønsker redegørelsen forelagt på børneudvalgets møde i marts måned.

Kulegravningen skal gennemføres af en ekstern konsulent, fordi administrationen ikke pt. har ressourcer til en analyse af denne størrelsesorden. Udvalget besluttede at Ungdomsskolen selv skal betale de mellem 60 og 70.000 kroner som redegørelsen forventes at koste.

Kommentarer