Kontanthjælpsmodtagere skal fjerne hundelorte
Stevns Kommune vil efter nytår sende kontanthjælpsmodtagere ud at samle hundelorte op
De job- og uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagerne skal fra nytår arbejde for pengene i såkaldte nyttejob. Det vil sige at de bliver sat til at samle hundelorte op, afspritte dørhåndtag, tælle biler på vejene eller vaske legetøj i daginstitutioner. Det skriver Jyllands-Posten.
Ordningen gælder også de personer, der falder ud af dagpengesystemet, efter to år som arbejdsløse.
Den nye arbejdsmarkedsydelse er på niveau med kontanthjælpen, der næste år udgør 14.203 kroner om måneden for forsørgere og 10.689 kroner. for ikke-forsørgere.
Kontanthjælpsmodtagere i Stevns Kommune skal for eksempel feje op efter de lokale hunde.
– Fordi det er et problem i byen, fordi det skal have en samfundsnyttig effekt, og fordi det ikke skal være for attraktivt for de unge at få et nyttejob. I den nævnte rækkefølge, oplyser jobcenterchef Lotte Nielsen til Jyllands-Posten. Hun nævner også at rense grøfter og fjerne tang fra strandene som mulige nyttejobs.
Formålet med ordningen er at motivere de ledige til at finde et job eller gå i gang med en uddannelse.
– Regeringen ydmyger de arbejdsløse ved at skabe en virkelighed, hvor kontanthjælpsmodtagere skal ud at tage denne slags meningsløse job. Det er ikke nyttejob, men skræmmejob, som alene har til formål at få folk væk fra kontanthjælpen. Problemet er, at regeringen ikke sørger for, at der er rigtige job til de arbejdsløse, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl til Jyllands-Posten.
Jyllands-posten har talt med flere unge kontanthjælpsmodtagere i Stevns, der kalder det ydmygende at skulle samle hundelorte op.
– Det er skræmmende, for det er først og fremmest udtryk for et jobsnobberi, som ikke hører hjemme i et samfund som vores, siger Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
Nyttejobbene kommer til at udgøre cirka 5.000 fuldtidsstillinger. Men mellem 20.000 og 25.000 personer vil årligt blive sendt ud i et nyttejob, da nyttejob højest må vare i 13 uger. Det viser en prognose fra Beskæftigelsesministeriet.
Kommentarer