Store Heddinge

Korprøverne til musikværket KLINT er startet

Korproeve_klint_oktober
Højerup: Arbejdet med musikprojektet, der skal sætte Stens Klint i scene, skrider planmæssigt fremad.

Torsdag den 29. oktober var der KLINT-korprøve i Højerup Kirke. Efter medieomtalerne i august måned meldte der sig 10 nye korsangere og det er utraditionelle opgaver, sangerne bliver kastet ud i.

Initiativtagerne er komponist Birgit Løkke og tekstforfatter Lene Vestergård. Desuden medvirker Jesper Siberg, elektronisk musiker og ekspert i akustik.

Læs også: Korsangere søges til musikværket KLINT

Birgit Løkke bygger kompositionen op over de frekvenser, geologerne finder i de forskellige kalklag.

– De her sangere kaster sig ud i det. Jesper og jeg har indspillet og bearbejdet kalk-lagenes klange elektronisk, og så beder vi sangerne synge ’oveni’. Og de gør det! Det er en gave. Det giver os muligheden for at afprøve vores forestillinger om, hvordan de forskellige lags struktur kan omsættes til samklang mellem stemmer og det enkelte lags egen-lyd, fortæller Birgit Løkke.

Det musikalsk/sceniske værk spilles 18.- 21. august 2016 i Pyramiden i Boesdal.

Korprøven torsdag aften, blev afholdt i Højerup Kirke, som menighedsrådet velvilligt har stillet til rådighed. Kirkerummet har selvfølgelig ikke den kolossale akustik som Pyramiden tilbyder, men det er et dejligt rum at synge i.

Jordens Kammertone

En af korsangerne, der meldte sig i august, er Trine Dahl-Jensen og hun meldte sig netop på grund af den sjældne kombination af kunstnerisk og naturvidenskabeligt afsæt for KLINT. Udover at være en rutineret korsanger er Trine seniorforsker ved GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser) og har som geofysiker blandt andet beskæftiget sig med jordskælv.

Torsdag aften indledte Trine korprøven med et foredrag om ”Jordens Kammertone”. Trine fortalte, at store jordskælv sætter hele jordkloden i svingninger, som hvis man slår på en klokke. Svingningerne klinger af med tiden, men ved de største jordskælv er de mest stabile svingninger målbare i flere måneder efter skælvet. Det er ikke noget vi kan høre – det er alt for dybe toner. Men ved at oktavere op kan lyden blive hørbar for menneskelige ører.

Trine afspillede herefter en optagelse af et af de absolut største jordskælv, man har observeret, nemlig det store jordskælv 2004 ved Sumatra. Optagelsen blev foretaget på den anden side af jorden, nemlig i Schwartzwald i Tyskland. Den strækker sig over hele december 2004, altså ca. en måned før jordskælvet d. 26. december og derefter de følgende to måneder, januar 2005 og februar 2005.

Optagelsen over disse tre måneder er presset sammen til ca. 15 sekunder, svarende til en transponering på 19 oktaver. Man hører to anslag som mod en glasskål. Det første er et mellemstort jordskælv ved New Zeeland. Det andet og kraftigere er det store og katastrofale Sumatra-skælv.

Efter de store skælv høres en svag, konstant klar tone. Det er jordens såkaldte “breathing mode” – eller åndedræt – hvor jorden svulmer og trækker sig sammen med en cyklus på 20,5 minutter – eller en frekvens på 0,000813 Hz. – der 19 oktaver oppe er på 426Hz, meget tæt på kammertonen A. Efter alle store jordskælv ”synger” Jorden denne dybe kammertone i flere måneder.

-Det er fascinerende at høre hvordan svingninger kan forplante i jorden, siger Birgit Løkke. Hun har et næsten dogmeagtigt ønske om, at den naturvidenskabelige viden omsættes til musik i KLINT. Denne ’jordens kammertone’ kommer selvfølgelig til at ”spille med”.

I den musikalske fortolkning af Stevns Klint vil meteornedslaget for 66,2 millioner år siden, være central. Og denne katastrofe må naturnødvendigt have slået jordens kammertone an. Præcis hvordan denne voldsomme del af det musikalske værk kommer til at lyde, vil Birgit Løkke ikke løfte sløret for.

Solister

Udover de uforfærdede korsangere, var der også to af KLINTs solister til stede torsdag aften. Uffe Jonas, som bor i Højerup, har været med til flere prøver allerede. Men Hanne Skov var med for første gang. Og hun gjorde store ører, da hun hørte retningen for musikken. Hanne synger et bredt repertoire af klassisk og folkelig musik. Hun tog straks udfordringen op.

Både hun og Uffe kastede sig ud i de store klangflader og bidrog i harmonier og disharmonier, så hårene rejste sig på armene. Uffe og Hanne har begge arbejdet med en bred vifte af musik, og de har tidligere sunget intuitiv sang sammen.

Den tredje sangsolist, jazzsangeren Josefine Cronholm, slutter sig til i prøverne til foråret.

Forankring i kommunen

Der er sket flere vigtige ting for projektet siden artiklerne om KLINT blev bragt i august. Stevns Kommune har valgt at støtte projektet med 75.000 kroner.

-Så nu er der økonomisk opbakning fra Statens Kunstfond, fra Region Sjælland og fra kommunen. Det er vi selvfølgelig stærkt begejstrede for, siger Lene Vestergård.

Hele projektet involverer efterhånden mange mennesker rundt omkring i Stevns Kommune. Og en del udefra.

Lene Vestergård, som har skrevet den tekst kompositionen bygger på, har gang i en lang række aftaler i forhold til projektet.

– Ved korprøven torsdag aften fik vi for første gang glæde af vores ’catering-afdeling, siger Lene.

– Per og Dorete fra Rødvig har sagt ja til at sørge for forplejning til os. Til foråret kommer vi til at holde lange prøver, og vi har mange frivillige sangere. Så jeg er rigtig glad for at Per og Dorete vil bidrage til at forkæle os lidt.

Torsdag aften kom KLINT Catering med hjemmebagte kager. Det bidrog helt bestemt til den gode stemning.

Efterlysning

Lene har også indgået en aftale med Dampvaskeriet. De samler slidte, hvide lagner og dynebetræk, som skal indgå i dekorationen af Pyramiden. Hun vil ikke afsløre hvordan de mange lagner skal bruges, men ”vi får brug for mange”, siger Lene hemmelighedsfuldt.

Hvis man har slidte hvide eller lyse, sandfarvede lagner/dynebetræk, man vil donere til KLINT, kan man aflevere dem hos korsangerne; Dorte Kaa Jørgensen, Holtug Mosevej 12, 4660 Store Heddinge eller Jane Christoffersen, Vindehuse 7, 4660 Store Heddinge

Eller man kan ringe til Lene Vestergård på telefon 26 25 33 35

Man er også velkommen til at ringe, hvis man vil vide mere om KLINT.

Kommentarer