Kræftens Bekæmpelse Stevns søger indsamlere
Stevns Kommune: Kræftens Bekæmpelse Stevns opfordrer til at indsamlere melder sig til indsamlingen allerede nu
Søndag den 6. april afholder Kræftens Bekæmpelse landsindsamling med sloganet ”Vis flaget”. Igen i år har Kræftens Bekæmpelse valgt at udstyre de mange indsamlere med et lille flag, hvor man kan skrive sin egen grund til at være med. Flaget kan hæftes uden på tøjet eller sættes på tasken.
Nogen har mistet nære familiemedlemmer eller venner, andre vil gerne støtte forskningen og en del har selv haft kræft. Der er mange grunde til at støtte kampen mod kræft, og erfaringer fra sidste års landsindsamling viser, at det lille flag kan være med til at gøre indsamlingen mere personlig.
Flagene bliver udleveret sammen med indsamlingsbøtterne. Lokalforeningen understreger, at det er helt frivilligt, om man vil vise flaget. Indsamlere, som ikke ønsker at bruge flaget, er også meget velkomne.
Kræftens Bekæmpelse har flest frivillige
Kræftens Bekæmpelse er landets største patientforening med omkring 470.000 medlemmer. Det er samtidig den forening, som har flest frivillige.
– Vi er meget stolte af den enorme opbakning fra danskerne. På indsamlingsdagen er flere end 30.000 frivillige i sving. Vores kamp mod kræft er helt afhængig af den hjælp og støtte, som vi får fra befolkningen. Vi får kun fem procent af vores midler fra det offentlige – resten samler vi ind blandt danskerne, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:
– Uanset hvilken grund man har, håber jeg, at rigtigt mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et godt bidrag på indsamlingsdagen eller ved selv at gå en tur med indsamlingsbøtten. Vi har åben for tilmelding nu. Man kan melde sig som indsamler på 7023 2012 eller gå ind på landsindsamling.dk. Alle kan melde sig som indsamler til årets landsindsamling. Unge under 18 år skal gå to og to, mens børn under 13 skal følges med en voksen.
Mere information kan fås hos Anny Borch Jensen, der er leder af landsindsamlingen på Stevns. Man kan ringe på telefon 5650 4095, eller sende en e-mail til annyborch@mail.dk
Kommentarer