Store Heddinge

Kranier og kold krig til kaffen

Forskningens døgn - Stevnsfort er repræsenteret ved Iben Bjørnsson.

Kranier og kold krig til kaffen. Østsjællands Museum og Museum Lolland-Falster har slået pjalterne sammen og laver live historieformidling på forskningens døgn d. 25. april 2019.

I forbindelse med forskningens døgn har Østsjællands Museum og Museum Lolland-Falster kastet sig over en anderledes form for historieformidling, som kan nydes hjemme i sofaen.
“Denne dag samler vi et hold af eksperter, som livestreamer historieformidling direkte ud til befolkningen. Så smid dig i din yndlingsstol, smæk benene op eller invitér hele kontoret på kaffe – så sørger vi for underholdningen,” fortæller Vibeke Knöchel Christensen, arkæolog og museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster. 

Historieprogrammet indeholder lidt for enhver smag, da Iben Bjørnsson, ph.D. og Museumsinspektør ved Østsjællands Museum fortæller om Stevnsfort og Den Kolde Krig. Mens Bjørnar Måge, museumsinspektør og projektleder og Marie Brinch, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster dykker ned i de arkæologiske udgravninger forud for den faste Femern forbindelse. Med i studiet er desuden Andreas Bonde Hansen, lektor og ph.D ved Absalon Professionshøjskolen med særlig fokus på kulturarvsoplevelser. 

Programmet bliver en kombination af studieinterview og fortællinger direkte fra Koldkrigsmuseet på Stevns og de arkæologiske udgravninger i Rødbyhavn.

– Undervejs kan seerne sende spørgsmål ind til studiet som deltagerne så vil besvare, efter bedste evne, fortæller Vibeke Knöchel Christensen. 

Fra Østsjællands Museum deltager ph.D og historiker Iben Bjørnson og veteranerne Arvid Jørgensen og Hans-Verner Poulsen. Fra Museum Lolland-Falster deltager arkæologerne Vibeke Knöchel Christensen, Marie Brinch og Bjørnar Måge. 

Programmet sendes live d. 25. april 2019 fra 15-16 via de to museers Facebook kanaler og efterfølgende kan det ses på Museum Lolland-Falsters hjemmeside og YouTube-kanal. 

Arrangementet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og bliver produceret af Mediehuset. 

Hvornår: 25. april 2019, 15-16
Hvor: Live fra Østsjællands Museum Facebook kanal og Museum Lolland-Falsters Facebook kanal.
Pris: gratis

Kommentarer