Kridtbruddet er blevet lukket for offentligheden
Stevns Klint: Omya A/S har lukket Stevns Kridtbrud for offentlig adgang og dermed også for fossiljægerne.
Omya A/S har lukket Stevns Kridtbrud for offentlig adgang. Det bekræfter fabrikschefen overfor TV Øst. Forbuddet skyldes ifølge fabrikschefen sikkerhedshensyn.
Lukningen rammer omkring 200 amatørgeologer, der plejer at samle fossiler i Stevns Kridtbrud, deriblandt Peter Bennicke fra Tommestrup, der har dyrket fossiljagt i mere end 20 år. Han er en af Danmarks mest ihærdige amatørgeologer. Nogle af hans fund er udstillet på museer og han har over 1000 effekter derhjemme.
– Jeg bruger al min tid på det. Hvis man spurgte mig, om jeg ville undvære kærlighed, eller om jeg ville undvære det, så ville jeg have svært ved at svare, udtaler Peter Bennicke til TV Øst.
Han er meget utilfreds med at kridtbruddet er blevet lukket. Det er et af de allerbedste steder for fossiljægere som Peter Bennicke.
– Det er her, alle skattene og det hele ligger. Det er en kulturel arv, der ligger hernede – gemt og som skal findes. Og det havde man kunnet håbe, at der fra fabrikkens side, var forståelse for, siger Peter Bennicke.
Peter Bennicke er med på at de har ret til at lave forbuddet.
– Men derfor synes jeg stadig, det er uacceptabel og med mangel på forståelse af, at der ligger så mange værdier dernede, siger den erfarne fossiljæger.
Kommentarer