Hårlev

KU ingen adgang på Hotherskolen

Hotherskolen var lukket land for KU forleden. Skolelederen ville ikke give dem adgang.

Hårlev: I fredags forsøgte syv medlemmer af KU (konservativ ungdom) at få lov til at komme ind og tale med eleverne på Hotherskolen i Hårlev. 

Det var blandt andet 10. klasse centret, de ville have lov til at aflægge et besøg.

KU havde på forhånd udsendt en pressemeddelelse, der fortalte at de ville hverve nye medlemmer til deres ungdomsparti, men de blev afvist da de mødte op hos skolelederen på Hotherskolen, Karsten Jensen.

De unge konservative måtte altså opgive deres forehavende, da Karsten Jensen fortalte dem, at det ville stride mod Stevns Kommunes politik at give dem lov.

KU’erne undrer sig over afvisningen, da de inden besøget i Hårlev havde været på besøg i Haslev på Faxe Kommunes 10. klasse-center. De havde endvidere i dagene forinden også besøgt gymnasierne i Køge, Solrød og Greve og Teknisk skole og handelsskolen i Køge.

I følge KU var det ikke for at præge de unge i en bestemt politisk retning at de valgte at dukke op på Hotherskolen. Deres hensigt var bare at fortælle de unge om hvilke muligheder der er for at engagere sig politisk.

Ifølge dagbladet Sjællandske har skole- og institutionschef Anton Svendsen fra Stevns Kommune i en mail forklaret at politiske hvervekampagner er i strid med, hvad der bør finde sted i folkeskolerne.

Et samarbejde mellem skolerne og de politiske ungdomsorganisationer, kan han dog godt forestille sig. I så fald skal det dog være et fælles projekt mellem skoler og organisationer og det skal være politisk afbalanceret, skriver Sjællandske på SN.dk

Kommentarer