Strøby Egede

Kunstgræsbanen i Strøby indvies næste onsdag

Strøby: På næste onsdag starter en ny æra for fodbolden i Stevns kommune med indvielsen af kunstgræsbanen i Strøby

Onsdag den 28. november klokken 16.30 indvier Stevns Kommune kunstgræsbanen ved Lendrumvej 3 i Strøby.

Formanden for NFK Mogens Haugaard klipper snoren og fløjter de første kampe på kunstgræs på Stevns i gang. Leverandøren af kunstgræsset Italgreen vil uddele 100 fodbolde til de lokale fodboldklubber

Stevns Kommune fejrer indvielsen med en opvisningskamp mellem HB Køges bedste mandskab fra 1. division og et udvalgt hold fra de stevnske fodboldklubber. På den måde understreges samarbejdet mellem den lokale storklub og netværket med de lokale fodboldklubber på Stevns.

– Det er med stor tilfredshed, at vi nu kan indvie den nye fodboldbane til gavn og glæde for samtlige ca. 1.000 fodboldspillere i Stevns Kommune. Udover at klubberne kan udvikle fodboldspillet på et kunstgræsunderlag, så kan vi også forlænge sæsonen for de mange fodboldklubber. Jeg har været meget imponeret over det engagement, der har været fra fodboldklubberne for at få projekt realiseret. fortæller Mogens Haugaard, formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget

Sportsdirektør Per Rud fra HB Køge lykønsker fodboldklubberne i Stevns Kommune og kalder dette en klar opbakning til udvikling af fodboldspillet, som gavner bredde-idrætten og eliten.

– HB Køge er stolt på de lokale klubbers vegne og sådanne udviklingstiltag er afgørende for, at vi kan udvikle elitefodbold i Danmark, udtaler Per Rud.

Også tiltrækningen og fastholdelse af de mange spillere samt frivillige trænere og ledere i fodboldklubberne stiller krav om gode moderne faciliteter som kunstgræsbanen.

Et udvalg med repræsentanter fra kommunens fodboldklubber har selv foreslået fordeling af tider og det samarbejde, der er etableret her lover godt for fremtidens samarbejde og udvikling af nye samarbejdsmuligheder klubberne imellem.

Det er entreprenør Jan Nielsen, der har været hovedentrepenør på opgaven.

Program for indvielsen den 28. november

16.30 Velkomst ved Mogens Haugaard, formand for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget

17.00 2 x 7 mands ungdomshold på tværs af banen spiller samtidig/samtidig åbnes der for servering af pølser, brød, øl/vand i et telt

18.00 HB Køge spiller mod udvalgt hold af kommunens klubber.

19.45 Arrangementet slutter

Kommentarer