Rødvig

Kvaliteten af det lokale badevand er blevet bedre

Stevns Kommune: Badevandet på alle ni badestrande på Stevns er ifølge EU’s badevandsrapport nu godt eller udmærket.

Badevandet på alle ni badestrande på Stevns kan nu kategoriseres som godt eller udmærket. Det viser resultatet af EU-Kommissionens årlige badevandsrapport

Kvaliteten af badevandet ved Ahornvej og Rødvig er blevet markant bedre siden EU-Kommissionens sidste badevandsrapport, hvor de to strande faldt under kategorien ’Dårlig’.

Læs også: 2 stevnske strande får dumpekarakter

Ifølge den nye badevandsrapport er kvaliteten af badevandet blevet klart bedre, og vandet ved alle de ni strande på Stevns er nu i kategorien ’Godt’ eller ’Udmærket’.

– Det er rigtig godt, at kvaliteten af vores badevand er blevet bedre. Badevandet ved strandene ved Ahornvej og Rødvig er især blevet forbedret, og det er dejligt, at vi nu kan sætte skilte op på alle vores ni strande om, at badevandskvaliteten er i den gode ende, enten god eller udmærket, siger Berith Burkandt, der er leder af Natur & Miljø i Stevns Kommune.

De 9 badestrande ligger i 2016 i følgende kategorier:

  • Bøgeskoven Udmærket
  • Magleby Skov    Udmærket
  • Revgaard    Udmærket
  • Rødvig Ø    Udmærket
  • Rødvig V    Udmærket
  • Strandparksvej    Udmærket
  • Strøby Egede – Ahornvej   God
  • Ved Lunden    God
  • Ved Vejs Ende   God

Badesæsonen starter officielt den 1. juni og varer til den 1. september. På stevns.dk kan man læse mere om kommunens badestrande og se badevandsprofilerne for hver enkelt strand.

Voldsomme regnskyl har haft betydning 

Det var voldsomme regnskyl, der tidligere år har overbelastet kloakkerne, så de er løbet over, og spildevand er løbet ud i badevandet og har forringet kvaliteten. Fejlkoblinger ved Ahornvej og ved Rødvig gjorde problemet værre, men Stevns Kommune fandt i samarbejde med forsyningen frem til fejlen, der nu er lavet.

Kommentarer