Kvinde blev smidt ud af bil på Strandvejen
Store Heddinge: En kvinde fra Store Heddinge var tirsdag aften skyld i at politiet afspærrede Strandvejen i Køge i cirka 45 minutter
Tirsdag den 10. september klokken 21:43 modtog politiet via alarm 112 melding om, at en kvinde var blevet smidt ud af en bil og i den forbindelse havde slået sig.
Politiet kørte til området og fik kontakt med en kvinde fra Store Heddinge, som nødtørftigt oplyste, at hun var blevet smidt ud af en bil.
Da hverken den forurettede eller vidner kunne udpege det præcise ”gerningssted”, valgte politiet i uvejret at afspærre Strandvejen mellem Hotel Hvide Hus og Billesborgvej. Bustrafikken samt trafikanter i øvrigt måtte under politiets undersøgelser finde alternative veje.
Politiet fik klarlagt, at kvinden var under en køretur i bil med kæresten, blevet uvenner med ham. Hun var efterfølgende blevet sat af og ikke smidt ud af bilen. Politiet vurderede derfor, at sagen kunne klares internt mellem parterne uden politiets indblanding.
Vejen blev åbnet for trafikken igen efter cirka 45 minutter afspærring.
Kommentarer