Store Heddinge

Kvindedag på Nytorv i Store Heddinge

Stevns Bibliotekerne tager utraditionelle metoder i brug for at udbrede kendskabet til e-Boks, blandt de lokale kvinder.

Lørdag den 17. juni fra klokken 11 til cirka 13 afholder Stevns Bibliotekerne i samarbejde med Monica fra Cloud Nine en kvindedag på Nytorv i Store Heddinge, under overskriften ’Sti’ let på e-Boks’.

Her kan man vinde lækre præmier, sponseret af nogle af byens forretninger, hygge sig med andre kvinder på en gåtur rundt i byen, krydret med lidt viden om e-Boks, få et glas perlende friskhed, lidt let til maven og få en gave med hjem.

Formålet med arrangementet er at vise de deltagende kvinder, hvor nemt det er at få brug af e-Boks ind som en del af hverdagen. Ved du for eksempel, at der er en e-Boks-app, som du nemt kan bruge på din smartphone?

– Stiletter er en del af Monicas hverdag  – og hun mestrer det at kunne gå i dem! Det gør vi tre fra Stevns Bibliotekerne (Lena, Marianne og Jane) desværre ikke. Til gengæld er vi gode til e-Boks og har alle undervist i det på vores it-kurser, kaldet ’Internemt’, skriver Jane Andersen fra Stevns Bibliotekerne og fortsætter:

– Hvad er DU bedst til? Tag gerne stiletterne på, din smartphone og dit nemId med – så kan du få afprøvet begge dele på gåturen, der går til rådhuset og biblioteket. Hvert sted får du et lod, som du kan vinde præmier på til sidst, når vi igen samles på Nytorv.

Jane tilføjer at det ikke er et krav at man tager stiletter på, man kan godt deltage i andre sko.

Det er helt gratis at deltage, det kræver kun, at man tilmelder sig snarest og senest søndag den 11. juni.

Man tilmelder sig ved at sende en sms til 1910, skriv STEVNSBIB STILET samt for- og efternavn. Det koster almindelig sms-takst. Du får nu en kvittering på, at din tilmelding er registreret.

Man kan eventuelt læse mere på stevnsbib.dk.

Kommentarer