La Bohème direkte fra det Kgl. Teater i Snurretoppen
Store Heddinge: Snurretoppen viser operaen La Bohème i en direkte transmission fra Det Kgl. Teater i København.
Tirsdag den 1. november klokken 20.00 viser Snurretoppen i Algade operaen La Bohème i en direkte transmission fra Det Kgl. Teater i København.
La bohème er den ultimative opera – tragisk, smuk og uforglemmelig. Operaen i fire akter er skrevet af Giacomo Puccini. Librettoen til La Bohème er baseret på Henri Murgers roman, Scènes de la vie de bohème.
Puccinis kærlighedsdrama begynder ved juletid, hvor den fattige kunstner Rodolfo forelsker sig i den tuberkuloseramte syerske Mimi. Mens gadebilledet udenfor de unge elskendes kolde loftskammer stråler af overdådig julestemning, kæmper de en ulige kamp mod den ubarmhjertige skæbne.
Billetter kan bestilles på Snurretoppens hjemmeside http://www.snurretoppen.net/
KGL. Bio
Transmissionen er et led i KGL Bio, hvor 52 biografer fra Skagen til Tønder og fra Ringkøbing til Rønne i løbet af sæsonen viser en opera, en ballet og et skuespil live fra Det Kongelige Teater. KGL Bio giver publikum langt fra Det Kongelige Teater mulighed for at komme nemt i teatret uden at skulle tage hele turen til København og mulighed for at komme så tæt på kunstnerne, som sad de på første række.
Kommentarer