Rødvig

”Lad idéerne få liv”

michal_gustafson

Rødvig: Sådan siger Michal Gustafson, der er restauratør i Rødvig. Når turismen skal løftes i Stevns, så skal der kræfter og energi til – og de findes.

I år kan Michal fejre 10 års fødselsdag for sin ’Café Marina’ i Rødvig Havn, og han forsøger hele tiden at udvikle sine forretninger og være nytænkende.

Michal er tilflytter til Stevns og har igennem 30 år tilegnet sig stor erfaring med at drive forretning fra nord til syd på Sjælland – for 10 år siden slog han sig ned i Rødvig, hvor han forsøger at give små som store idéer liv. Michal er stor fortaler for, at der skal mere opmærksomhed på de tilbud, der findes for turister i Stevns.

– Hvis erhvervsdrivende skal have succes i Stevns, så er det vigtigt at møde idéerne med gå-på-mod, for ellers fører de ikke til noget. Når jeg vågner op med en idé, eller jeg ser noget interessant på en rejse, så fortjener idéerne forsøget på at blive realiseret. ”I have a dream”, siger Michal med et smil.

Finder inspiration ude i verden

Om vinteren rejser Michal sammen med sin familie væk fra Danmark og henter inspiration rundt om i verden. De gode idéer spænder over indretning til udvikling. I starten af marts måned kunne Michal præsentere en iøjefaldende campingvogn dekoreret med sand og Klintekongen på toppen, og for nylig lancerede han ”Trampe-vand”. En flaske kildevand med et mærkat, hvorpå seværdighederne langs Trampestien er afmærket – enkelt og utrolig turistvenligt.

– De tiltag jeg laver, for eksempel med campingvognen og Trampe-kildevand, det er ikke kun for at promovere mig selv, de tiltag skal bruges til at få opmærksomhed på hele vores fælles område og muligheder ved Stevns. for det er ikke nok, at det kun går godt for nogle, det er vigtigt sammen at bygge en god turisme-kommune op, siger Michal.

Michal vil bruge campingvognen til at promovere Stevns og Rødvig. Den skal stilles steder, hvor den skaber opmærksomhed. Det kan for eksempel være ved en gårdbutik eller en anden attraktion, der kan have gavn af lidt ekstra promovering fra vejsiden. Han har desuden en idé om, at den i perioder skal stå ved en lille parkeringsplads nær Tryggevælde Å ved Strøby Egede og byde velkommen ved ”grænsen” til Stevns.

Michal har været flittigt involveret i Netværket for Turisme og Oplevelsesøkonomi. Han er opsat på, at den massive fokus, som netværket har sat på turismen, vil kunne ses og mærkes.

– Når man etablerer et netværk og involverer en masse mennesker med et fælles ønske om flere besøgende og dermed flere kunder til os alle, så forventer jeg også, at det giver et afkast. Og hvis vi hjælper hinanden, så er vi godt på vej mod mere turisme i Stevns, understreger Michal.

Hvis man spørger Michal, om han har andre idéer på bedding, så tøver han ikke. Han har meget at byde på, lige fra en kondisti og sunde madsteder under et samlet sundt koncept til mere kunst og kreative overnatningsmuligheder.

Men Michal har også måttet sande, at det ikke er alt, der bare uden videre kan realiseres – men det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi har set initiativer fra Michal, for han er meget opsat på, at turismen i Stevns skal have et godt boost fremad – til gavn for alle! Det skriver Stevns Erhvervsråd.

Kommentarer