Store Heddinge

Ladies Night 2017 afvikles i Stevnshallen den 7. oktober

Det er 10. gang at der arrangeres ’Lyserød Lørdag’ og fjerde gang at ’Ladies Night’ indbyder til en festaften for kvinder i Store Heddinge.

Lørdag den 7. oktober mellem klokken 17 til 24 afvikler Kræftens Bekæmpelse på Stevns igen i år Ladies Night i Stevnshallen– kun for kvinder.

Der er traditionen tro både underholdning, spisning, modeopvisning, spændende boder og god musik. En festaften med glæde for et alvorligt formål – bekæmpelse af brystkræft. Det er den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse og Bryst Caféen, der inviterer og arrangerer den glade aften. Formålet er at indsamle midler til kræftforskning mod brystkræft – og beløbene går ubeskåret til brystkræftsagen; forebyggelse, forskning og patientstøtte. De indsamlede midler gør en forskel.

Der er modeopvisning med tøj og tilbehør fra de stevnske butikker. Catwalkpigerne er kvinder, der selv har haft brystkræft samt nogle super friske børn.

Det er muligt for butikker, klinikker med flere at købe en plads til en bod, hvor man kan vise varer med mere, der henvender sig til kvinder. Boderne er meget besøgte.

Lotteriet er et tilløbsstykke med de flotte gevinster. Gevinsterne er sponseret af butikker og virksomheder på Stevns. Det er en stor hjælp til arrangementet.

Billetsalget starter den 1. september, prisen er 350 kroner og kun kvinder kan købe dem.

– Her sidst i juni vil mange modtage en henvendelse fra os, om at bidrage til arrangementet. Hvis vi ikke lige når din butik, klinik, virksomhed, så er du velkommen til selv at kontakte os, hvis du ønsker at støtte, oplyser Anny Borch Jensen fra Kræftens Bekæmpelse på Stevns.

Er man interesseret i at få en bod, eller donere en gevinst, eller evt. støtte med et kontantbeløb så kan man kontakte Anny Borch Jensen på 5650 4095 – 2924 7726 eller mail: annyborch@mail.dk

Festaftenen Ladies Night er en del af Kræftens Bekæmpelse og arrangementet Lyserød Lørdag (Støt Brysterne).

Faktaboks

Eksempler på forskningsprojekter, som i 2016 har fået støtte fra Kræftens Bekæmpelse:

  • 1,4 mio. til at forske i, når brystkræft bliver modstandsdygtig over for blandt andet antihormonbehandling
  • 1 mio. kr. til at beskrive egenskaber ved ikke arvelig brystkræft (non-BRCA1/2)
  • 1,4 mio. kr. til at forske i østrogen receptor-positive normale brystkirtelceller, som er et nyt redskab i brystkræftforskningen
  • 1,8 mio. kr. til udredning af en ny klasse kræftmutationer i BRCA2
  • 1,9 mio. kr. til mikromiljøets betydning i bryst- og tyktarmskræft

Kommentarer