Læger uden Grænser mangler indsamlere på Stevns
Strøby Egede: Når Læger uden Grænser går på gaden den 29. maj for at samle ind til nødstedte mennesker verden over, går flere af Stevns’ borgere med.
Søndag den 29. maj afholder Læger uden Grænser deres første landsindsamling nogen sinde. Derfor beder Læger uden Grænser, nu om lokal indsamlingshjælp fra borgerne i Stevns Kommune.
– Da vi ikke har lavet den her form for indsamling før, er det meget vigtigt for os, at lokalmiljøerne er så gode til at bakke os op, som de blandt andet er i Køge-området. Vi mangler stadig hænder i marken, men er dybt taknemmelige for den store indsats, der allerede er blevet gjort, siger Jesper Brix, der er direktør i Læger uden Grænser.
Meld dig som indsamler
Man melder sig som indsamler ved at gå ind på www.indsamling.msf.dk, udfylde sine kontaktinformationer og vælge den rute, man ønsker.
Ud- og aflevering af indsamlingsbøsser sker på Comwell Køge Strand, der har sponsoreret lokalet i forbindelse med indsamlingen. Netop et sponsorat som dette er essentielt for Læger uden Grænsers arbejde. Administrationsomkostningerne holdes på et absolut minimum, og alle indsamlingsledere, indsamlere, opsamlingssteder m.m. er drevet af frivillige kræfter. Ligeledes er marketingbudgettet i forbindelse med indsamlingen på et forsvindende lille beløb, og meget af PR-arbejdet er drevet af frivillige.
Fakta: Læger uden Grænser samler ind for første gang
Det er en ændring af indsamlingsloven, der nu giver Læger uden Grænser mulighed for at samle ind til de mange mennesker i verden, der står uden lægehjælp, mangler medicin og ikke er i besiddelse af de basale fornødenheder efter at være blevet ramt af en krig, en katastrofe eller en flugt mod et bedre liv. Læger uden Grænser er verdens største medicinske nødhjælpsorganisation og hjælper de allermest sårbare mennesker i verden – ofte dér hvor ingen andre træder til.
Kommentarer