Store Heddinge

Lærernes timetal nedsættes med 20 timer

skoleklasse

Stevns Kommune: Skolelærernes gennemsnitlige undervisningstimer nedsættes med 20 timer fra begyndelsen af næste skoleår.

Kommunalbestyrelsen har enstemmigt vedtaget at bruge en halv million kroner på at nedsætte lærernes gennemsnitlige undervisningstimer med 20 timer fra begyndelsen af næste skoleår.

Dermed kommer det gennemsnitlige timeantal ned på 780 timer om året. Men det er op til skolelederne at fordele timerne, så der vil være stor forskel på, hvordan den enkelte lærer vil mærke det nedsatte antal timer.

Skolelærerne i Stevns Kommune sætter danmarksrekord ved at skulle undervise 800 timer om året svarende til 26,7 lektioner om ugen i gennemsnit per lærer. Ifølge Kommunernes Landsforening underviser de danske lærere i gennemsnit 733 timer.

Læs også: Mange af kommunens lærere er pressede

I første omgang nedsættes undervisningstimerne kun frem til nytår. Men nedsættelsen af timetallet kommer på næste års kommunale budget. Det skriver Dagbladet.

– Vi har konkluderet, at skruen blev strammet for meget, da vi satte timetallet op til 800 timer. Høringssvarene om folkeskolereformen viser, at nogle lærere ikke har tid nok til at levere den krævede undervisning. Når kvaliteten af undervisningen ikke er god nok, er vi som udvalg nødt til at reagere. Derfor ønsker vi at give lærerne mere tid til forberedelse, sagde Janne Halvor Jensen (DF), der er formand for børneudvalget, til Dagbladet.

Kommentarer