Hårlev

LæseKaravanen besøger Stevns til maj

Hårlev: Både Hotherskolen og Store Heddinge Skole er blandt de heldige skoler der får besøg af Læsekaravanen i 2013

Torsdag den 2. maj får to heldige skoler i Stevns Kommune besøg af IBIS’ Læsekaravane.

160 elever fra 4. – 6. klassetrin på Hotherskolen får virkeligheden tæt på, når Kathrine Dalsgaard og Mette Nørgaard Mahoney fra IBIS’ LæseKaravane torsdag den 2. maj klokken 9:00 gør holdt på skolen.

Samme dag men klokken 9:30 får 78 elever i 3. og 4. klasse på Store Heddinge Skole besøg af Karavanedeltagerne Mette Orup og Lærke M. L. Petersen.

Eleverne inviteres til at opleve Nicaraguas børn og hverdag gennem musik, film og hjembragte sager.

I to uger har LæseKaravanen rejst rundt i Nicaragua for at opleve, hvordan det er at være barn i Mellemamerikas fattigste land. Det har bragt dem til isolerede samfund, til et børneliv på en losseplads og til mødet med pigen Flora på 16 år, som underviser voksne, der ikke kan læse eller skrive.

Det er alle de oplevelser og indtryk, eleverne fra både Hotherskolen og Store Heddinge nu får del i, når karavanedeltagerne lægger vejen forbi.

– Det, der gjorde størst indtryk på mig, var at møde Flora, som på eget initiativ lærer voksne at læse og skrive. Det var utroligt at møde en pige som hende, der virkelig forsøger at gøre en forskel, siger Mette Nørgaard Mahoney, som sammen med Kathrine Dalsgaard besøger Hotherskolen og blandt andet vil fortælle om det hårde liv, som mange børn og unge lever i Nicaraguas hovedstad Managua.

– Det var meget rørende at høre tidligere bandemedlemmer fortælle, at IBIS´ tillid til dem som unge mennesker med ambitioner og drømme, har hjulpet dem ud af kriminaliteten, fortæller Kathrine Dalsgaard.

LæseKaravanen består af otte studerende, som alle er frivillige fra IBIS. I løbet af foråret vil de turnere rundt på 50 danske folkeskoler for at dele deres viden om børn i Nicaragua med danske skolebørn.

Det er dog ikke kun via karavanen, at skolerne kan få kendskab til Nicaraguas børn. IBIS udgiver hvert år skolebogen LæseRaketten, som ligesom LæseKaravanen er en del af Hele Verden i Skole-kampagnen.

Kampagnen gør opmærksom på, at 61 millioner børn ikke går i skole. I bogen, som ca. 165.000 elever modtager, kan man komme endnu tættere på hverdagen for de børn, som karavanen besøger. Hotherskolen er en af de heldige, som fik fingrene i et af de populære karavanebesøg.

Se ruten over LæseKaravanens besøg her

Billedtekst: Kathrine Dalsgaard og Mette Nørgaard Mahoney (th) har været på skolebænken i Nicaragua. Foto: Kathrine Dalsgaard.

Kommentarer