Læserbrev fra Højerup Sogn – om verdensarv
Lokalplansgruppen for Højerup har mandag den 27. oktober 2014 holdt møde med vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann, formand for Plan- og Teknikudvalget Flemming Petersen samt leder af Natur & Miljø, Berith Burkandt
Indsendt af Anita Pedersen på vegne af Lokalplansgruppen for Højerup
Vi startede mødet med at fremhæve, at vi var meget positive over for UNESCO verdensarv, samt at vi byder en udstillingsbygning velkommen.
MEN det var også vigtigt for os at påpege, at vi fandt, at man godt kunne lave noget nyt samt spændende og samtidig at bevare det gamle, som vi alle værner om.
Formålet med mødet var, at vi ville udtrykke utilfredshed med, at den hidtidige proces omkring udarbejdelse af en udviklingsplan for udstillingsbygningen har været meget mangelfuld, udemokratisk og topstyret.
Derudover ønskede vi fremadrettet at blive inddraget i processen med en konstruktiv og åben dialog.
Læs også: Debat: Bekymringsskrivelse til forvaltningen
Vi fastholdt, at udstillingsbygningens byggefelt skal ligge i det sydvestlige hjørne af området (se kort). Ved at byggefeltet har denne placering, vil vi værne om det specielle og unikke kulturhistoriske miljø, der er omkring Højeruplund.
Vi fortalte også, at vi var bekendt med, at UNESCO i deres skrivelse til Kulturministeriet kun har sat som anbefaling, at området skal formidles – der er ikke formelt krav om en udstillingsbygning. Derfor er det vigtigt for os, at der skal laves en udstillingsbygning, som ikke bliver større, end området kan bære.
Kommunen lagde op til, at der vil komme en trafikplan i løbet af 2016. Det er vi ikke tilfredse med. Vi er som arbejdsgruppe i gang med at udarbejde forslag til midlertidige trafikløsninger, så vi som landsby er klar til at tage imod turisterne til påsken 2015. Det er vigtigt for os, at vi kan finde en løsning, så klinten kan vises frem, uden forøgede trafikgener.
Mødet var positivt og konstruktivt. Der var enighed om en bedre dialog fremadrettet med regelmæssige møder og samarbejde. Vicekommunaldirektør Bjørn Voltzmann lovede os tillige, at han ville deltage kortvarigt i vores møder en gang om måneden, for at holde os orienteret.
HUSK mødet på mandag den 3. november klokken 19.00 i Rådsalen på Rådhuset i Store Heddinge.
Her vil kommunen fremlægge deres forslag til et rammeområde for et kommuneplantillæg. Det er vigtigt for os, at vores forslag til byggefelt indgår i det udpegede rammeområde.
Hvis I har nogen spørgsmål, er I velkommen til at kontakte os.
Lokalplansgruppen for Højerup består af 12 personer: Claus Ravn, Anita Pedersen, Kirsten Vangsgaard, Michael Kruse, Annette Bentzen, Bjarne Fabeck, Søren Holm, Mette Vangsgaard, Wivi Caspersen, Georgeios Hristodiannis, Bo Henriksen og Alice Diemar. Vi har ikke nogen formand/talsmand, men kontaktes via fællesmailen: lokalplansgruppen@hoejerup.dk
Man kan finde Højerup Borgerforening på hoejerup.dk
Kommentarer