Hårlev

Læserbrev: Heldagsskolen er ’nedtur!’

Jeg vil tage børnenes og de unges parti, når vores fremtidige folkeskole skal diskuteres

Indsendt af Mikkel Lundemann Jensen, Folketingskandidat i Stevns / Faxe kredsen for De Konservative og formand Konservativ Ungdom Køge Bugt

Det er forkasteligt, at den røde regering har på dagsordenen at fratage al fritid fra vores folkeskoleelever og samtidig diktere, hvad den enkelte elev skal have som fritidsinteresse. Børnene skal selv bestemme, hvad de vil dyrke af aktiviteter i deres fritid! I regeringens oplæg til en folkeskolereform skal 0.-klasserne have 13 aktivitetstimer om ugen, og 1. til 9.-klassetrin skal have mellem 5 og 9 aktivitetstimer om ugen, hvilket betyder, at de ældste elever kommer til at gå i skole omkring 37 timer om ugen.

En folkeskole skal have fokus på faglighed og ikke på fritidsinteresser. I Danmark har vi et stærkt foreningsliv, som tilbyder at børn og unge kan dyrke de fritidsinteresser, som de har lyst til. Det skal vi bevare. Regeringen ønsker tilmed at rekruttere frivillige fra foreningslivet til at udføre deres aktivitetstimer. Siden hvornår har det været op til en regering at diktere, hvordan og hvor frivillige skal lægge deres arbejdsindsats?! Jeg er som konservativ meget ambitiøs hvad angår vores folkeskole og jeg mener, at vi skal have styrket de grundlæggende fag som dansk, engelsk og matematik. Jeg mener, at lærerne skal gøre hvad de er bedst til – at øge fagligheden hos den enkelte elev. Derefter må det være op til foreningslivet at tilbyde de fritidsinteresser, som de har kendskab til og som de er gode til. Lad børnene selv vælge hvad deres fritid skal bruges på, og lad ikke en rød regering diktere hvad vores børn skal have som fritidsinteresser.

Der skal være plads til at vores børn kan spille musik, dyrke sport eller gå til spejder – uden for skolen!

Kommentarer