Læserbrev: Svar til Thor Grønbæk

Læserbrev: Thor Grønbæk er ude med den store rive mod de 130 Kommunalbestyrelsesmedlemmer, som formaster sig til at mene, at KL bør besinde sig og indgå i reelle forhandlinger med lærerne
Indsendt af Sejer Folke, Broager, Hårlev, kontaktperson for Enhedslisten Stevns
Ifølge Thor Grønbæk har Kommunalbestyrelsesmedlemmer en moralsk pligt til at bakke op om Kommunernes landsforening, uanset hvordan KL skulle finde på at agere.
Det er klar tale. Thor Grønbæks loyalitet vil per definition være parkeret hos teknokraterne i KL, uanset at de har gjort sig til et villigt redskab for regnedrengene i Finansministeriet.
I Enhedslisten har vi den modsatte holdning, nemlig at kommunalbestyrelsesmedlemmers loyalitet skal ligge hos de borgere, som har stemt dem ind.
Når KL, som det er sket i denne situation, fuldstændig misforstår sin rolle, og gør sig selv til et redskab i kampen mod både folkeskolelærerne og hele den danske model, så bør kommunalbestyrelsesmedlemmer over hele landet råbe vagt i gevær, og bringe dem til fornuft. Ellers gør man sig selv til medansvarlig i den uret, som er ved at blive begået mod både lærere og elever.
Lærerne i Stevns kommune er jo ikke ansat af KL, men af Stevns kommune. Derfor opfordrer vi igen kommunalbestyrelsen til at stoppe lockouten lokalt, og dermed give et skulderklap til vore egne lærere, elever og forældre.
Kommentarer