Lyderslev

Læserbrev: Vi håber – en liste til menighedsrådsvalget i Lyderslev/Frøslev


Læserbrev: Vi håber – en liste til menighedsrådsvalget i Lyderslev/Frøslev

Skrevet/indsendt af Annette Lando

D. 2/10 kl. 19:00 var det sidste chance for at indlevere en liste til menighedsrådsvalget i Lyderslev/Frøslev.  Vi har indleveret en liste, fordi vi har en holdning og et håb.

Læs her, hvad vi håber på..

Kirke for alle
Vi håber på, at kirken vil blive andet og mere end fællesskab for de trofaste kirkegængere, en kirke må aldrig blive en lukket klub. Kirke handler om mennesker – og det vil sige: alle sognets medlemmer af Folkekirken.  Vi håber, at fællesskabet vil omfatte alle kirkerne omkring os – derfor vil vi lægge vægt på samarbejde og fælles arrangementer. Vi vil gerne skabe en stemning, så også de mennesker der ikke plejer at komme i kirken vil føle sig velkomne. Også selvom man ikke kan alle salmerne udenad.  Kirken skal være en del af landsbylivet, som alle føler sig som medlem af. Det er ikke meningen, man skal føle sig forkert, når man kommer – tværtimod. Kirken er for alle.

Diakoni
Vi håber, at det kirkelige fællesskab vil kunne række ud til dem, der virkelig har brug for det, derfor vil vi have øget fokus på diakoni i sognet. Vi ønsker desuden at holde kirken åben, så enhver kan komme ind og sidde lidt, når man har brug for det..

Børn og unge
Vi håber, at fællesskabet vil række ind i fremtiden til generationerne efter os – derfor vil vi lægge vægt på arbejdet med børn og unge. KVIDR koret skal bevares i sin helhed, så de små kan følge efter deres større søskende og deres forældre kommer med. Det var sådan, de fleste af os begyndte at gå i kirke.

Arbejdsmiljø
Vi håber, vi kan skabe et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø for kirkens ansatte.  De ansatte gør et godt – ja, et fantastisk – stykke arbejde. Lyderslev kirkegård er kendt for sin stille stemningsfuldhed og er prisbelønnet. Den høje standard skal vi beholde og værdsætte. Stemningsfulde gudstjenester, bryllupper, dåb, konfirmationer og begravelser skyldes ikke alene præsten, der er et helt hold bag, der kan deres fag og bidrager til helheden. Vi skylder dem tidssvarende ledelse – og en stor tak.

Synlighed og nærvær
Vi håber, at den interesse for kirken, der er spiret frem i Lyderslev vil blive endnu større. Så vi vil bruge Internettet mere aktivt for at fortælle om løst og fast fra kirken. Menighedsrådet skal altid være til at kontakte. Måske skal vi have en Facebook side, så man altid kan komme i dialog med os, så menigheden kan bidrage til drøftelser og meningsudveksling. Og det skal være nemt at finde aktuelle og relevante oplysninger på sogn.dk.

Vi skal også være synlige i praksis ved kirkens arrangementer. Vi glæder os til at høre vores præsts ideer. Og vi har selv masser af ideer, som vi håber vi kan være med til at føre ud i livet i et frugtbart samarbejde med ham. F.eks. pilgrimsvandringer, salmemarathon, brunch, læsekreds m.m. Vi håber med andre ord på, at kirken vil blive meget andet end søndag formiddag. Og ikke mindst: Vi håber på at få stemmer nok til at gøre det til virkelighed.

Torben Lunde
Bøggild Gammelgaard Lohse
Annette Lando
Marianne Olesen
Svend-Erik Larsen
Jan Poulsen
Susan Hansen

Kommentarer