Hårlev

Lastbilschauffør reddede 2.000 grise

svinestald_090914_1

Hårlev: Indsatsleder fra Stevns Brandvæsen roser chauffør for at begrænse branden i en lastbil til selve lastbilen

Tirsdag den 9. september klokken 13.09 blev Stevns Brandvæsen samt Falck fra Hårlev kaldt ud til en brand i en lastbil. Meldingen lød at den brændende lastbil stod tæt op ad en bygning.

-Ved min ankomst stod det tydeligt at der var brug for en hurtig indsats, for at undgå at svinestalden med cirka 2.000 svin, skulle blive antændt af flammerne fra lastbilen, fortæller vagthavende indsatsleder ved Stevns Brandvæsen, Mogens Sandberg Brix.

Brandmændene blev via radio underrettet om hvad der ventede dem, og med en effektiv og god indsats, fik de hurtigt kontrol over brandens udbredelse. Derefter ventede et større slukningsarbejde på selve lastbilen, da det var vanskeligt at få vand ind til de brande som var i hulrummene.

Slukningsindsatsen varede godt 1,5 time. Lastbilen udbrændte, men dens anhænger blev reddet.

– Ingen af grisene led overlast, og det var fra starten målet med indsatsen, fortsætter Mogens Sandberg Brix. Han afslutter:

– Inden vi ankom, forsøgte lastbilens chauffør at begrænse branden. Det eneste han kunne slukke med, var spande med vand. Det var nok fra starten en uoverkommelig opgave, men jeg er sikker på at han gjorde en forskel. I hvert fald gjorde han alt hvad der stod i hans magt, for at begrænse branden, og det fortjener han ros for.

Branden skyldes muligvis en teknisk fejl på lastbilen. Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden.

Fotos: Mogens Sandberg Brix.

Kommentarer